Rejsen til Reims

  • Operaen
  • premiere 12. marts 2017
  • 5.04

Fakta

OPERA

12. marts – 25. april 2017

Operaen

Kunst behøver på ingen måde at blive opfattet som elitær, uforståelig eller utilnærmelig. Det kan gå lige i hjertet uden at man forstår kringlede intentioner eller titler fra kunstnermiljøet. Det er denne fantastiske nytolkning af Rossinis festfyrværkeri af komisk bel canto opera et flot eksempel på. Med cadeau til begrebet tableau vivant pilles snobberiet af kunstværkerne på særdeles hjertelig humoristisk facon.

Forhistorien er ret interessant – af to omgange. Del et: I 1824 var Rossini flyttet til Paris, som nyudnævnt chef for det italienske kompagni i Grand Opera, og fik straks til opgave at bidrage med bel canto-fest ved kroningen af Charles X i 1825, i Reims. Lytter man mellem de lystige linjer, kan man nok fornemme lidt mere end den gængse kongehyldest – for Charles X var hverken populær eller kompetent i embedet.

Titlen er også mildest talt misvisende for den oprindelige libretto, hvor ingen kommer til Reims, men det italienske stortalent Damiano Michieletto har nytænkt handlingen så raffineret at dette store ensemble faktisk ender hvor de bør. Ikke at der er særlig meget handling, men massevis af herlige finurligheder, når location flyttes fra det oprindelige kurhotel til et nutidigt kunstgalleri/auktionshus – og kunstkarakterne træder ud af rammerne og interagerer med kunstpublikummet.

Først tror man det er galleriets eget PR-stunt, når en kubisk Picasso-kvinde, Magrittes æblemand, Kahlo selv, Harings signaturmand og Boteros behårede kjolemand trisser rundt blandt publikum. Men da Madame X (af John Singer Sargent) bliver levende og bejler til en restaurator (Marco Palazzi) begynder man at fatte det særlige forhold mellem kunsten og dens omgivelser. Ligeså når den kunststuderende (Anke Briegel) får udfordret sin gunst af kavaleren (Niels Jørgen Riis), der med kårde og offerkærlighed er sprunget ud af et renæssancemaleri. 

Det er svært helt at holde styr på herskaberne, når de myldrer ud og ind af kunsten, imens en del nationaliteter og adelstitler kastes i grams. Deriblandt latino-don’er, enkefruer, militærsnuder, diverse grevskaber og en enkelt lord. De samles alle sammen i et helt forrygende finaleshow, hvor de forskellige nationaliteter agerer kongehyldest og i delikat slowmotion bevæger sig i positur til rekonstruktion af maleriet ’Sacre de Charles X’. Det maleri, gallerigæsterne nu stimer ind for at beskue. 

Denne tableau vivant-stil – at klæde sig ud som maleri eller andet kunstværk og udstille sig – og hele ideen om kunsten ind- og udadvendt af rammerne er genialt fortolket af Michieletto og hans faste scenograf Paolo Fantin. Fra herlige kontraster i kunst og virkelighed, over små hints af kunstforståelse, til sprælske spejlinger mellem fortid og nutid. 

Musikalsk og vokalt er forestillingen også en mægtig oplevelse, for ’Rejsen til Reims’ kræver et stort ensemble af høj kvalitet – der er intet mindre end 14 hovedpartier plus kor og statister. Hermed del to af forhistorien: Efter de fire festopførelser henlagde Rossini partituret – efter lidt genbrug til andre værker, primært operaen ’Grev Ory’ (1829) – i troen at den ikke kunne opføres mere, blandt andet grundet de ovennævnte kvalitetskrav. Så i mange år var ’Rejsen til Reims’ tabt, indtil 1970erne hvor to amerikanske musikforskere fik samlet og rekonstrueret værket til repremiere i 1984. Heldigvis, for der er langt mellem så vellykkede komiske operaer – og denne fortjener al publikums gunst.

Et par absurd morsomme scener i starten illustrerer Rossinis rablende sjove satire over kunstnerisk snobberi – med operakunsten i fokus. Først har den skarpskårne galleriejer (Henriette Bonde-Hansen) skræmt personalet med sine koloraturer; og dernæst dåner og hviner en grevinde (Rebeca Olvera) topteatralsk – som i de store arier om mistet kærlighed – fordi hun mangler sine sko!

Ganske enkelt Rossini i boblende topform. Dette er vitterlig kunsten at nyde en forestilling uden nogen særlige forudsætninger – bare mores, røres og fornøjes. ’Rejsen til Reims’ er for alle! Netop i Rossinis ånd om sameksistens af nationaliteter og samfundsklasser – i kunsten som i virkeligheden.

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

4.02
Den Jyske Opera
Askepot
3
Det Kongelige Teater
I et forhold med Sort Samvittighed
4.02
Betty Nansen Teatret
Frøken Julie
3
Skuespilhuset
Den flygande holländaren
4.02
Malmö Opera

seneste
film

Dogman
4.02
Matteo Garrone
The Miseducation of Cameron Post
5.04
Desiree Akhavan
Green Book
4.02
Peter Farrelly
Kapernaum
4.02
Nadine Labaki
close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.