pixel

Remembering Chet Baker

  • The Standard
  • 4.02

Fakta

JAZZ SHOW
1. – 25. oktober 2015

The Standard

Cool jazz lever! Det pointerer The Standard med en smooth koncertrække, der minder os om cool-prinsen Chet Baker, og giver et lækkert bud på den moderne variant, med newyorker-talentet Nancy Harms, der har jazzet en del i Danmark det seneste år.

Chet Baker er et spændende jazzfænomen, og det er en ret kort og traditionel introduktion, Niels Lan Doky leverer, inden han tager plads ved flygelet til denne hyldestaften. Forståeligt nok, for det kan hurtigt blive kompliceret at gå i detaljer om jazzens bad boy. Til gengæld kommer der et par sjove, kendetegnende anekdoter senere i showet.

Jazztalentet toppede både med trompet og vokal, og fokus er her på de standards han lagde stemme til – oftest før de var rigtig berømte. Ofte kærlighedssange med en melankoli, der passede til hans lidt mystiske stemmeklang, svingende i takt med hans livs op- og nedture.

Det spænder fra den klassiske ’I'm Old Fashioned’ over den lystige ‘The More I See You’, den simple ’I’ve Never been in Love before’ og den legende ’I Fall in Love too Easily’ til den mere modne ’Time after Time’. Alle ligger godt til Nancy Harms’ ubesværede, luftige silkestemme, hvor den sofistikerede vekslen mellem lyse og lave toner har ligeså perfekt timing som hendes småskæve kommentarer.

Snakken falder på taknemmelighed og kærlighed som tæt forbundet, og man kan hurtigt relatere til Nancys tanker om kærlighedens sære påvirkning – positiv som negativ. ”Som om dele af hjernen tages ud og erstattes med noget svampet,” siger hun og synger den vidunderlige ’Like Someone in Love’. Eller indleder den sørgmodigt smukke ’I get along Without You Very Well’ med velkendte billeder på at undvige ekskæresten.

Men højdepunktet er alligevel ’While My Lady Sleeps’, som i arrangement af showets faste bassist, canadiske Craig Earle bliver utrolig sjælfuld og nærmest besættende. Nancys stemme bølger af mystik og gløden smyger sig perfekt med Earles glidende – lidt som kærtegn – touch på basstrengene.

Det er så smooth’n’cool at man kun kan overbevises om at det er den moderne streng af cool jazz. Storhedstiden var i 1950erne, hvor Miles Davis, Lester Young, Gerry Mulligan og Stan Getz var i front sammen med Baker. Stilen var ganske klare udtryk i instrumenteringen, imens det vokale rummede mere mystik og underfundighed – det kan nu nydes smooth fra blandt andre Maria Schneider, Norah Jones og Diana Krall.

En af de ultimative cool jazz-klassikere er Gerry Mulligan Quartets ’My Funny Valentine’ fra 1952, hvor Chet Baker kørte et perfekt samspil med Mulligans saxofon. Sangen er naturligvis fortolket tusindvis af gange, men Nancy Harms synes alligevel at få et ekstra spin af overlegenhed indover – som jeg personligt ikke er vild med. Men så leverer Niels Lan Doky til gengæld helt sublime klavertoner til, så det intime og rørende bevares. Hvilken glæde må det så ikke være at høre den 80-årige legendariske pianist Hod O’Brian – i den sidste del af koncertrækken – han har jo spillet med Baker!

’Remembering Chet Baker’ kunne måske godt give et større indblik i fænomenet, der ganske rammende blev kaldt jazzens James Dean. Baker levede i overhalingsbanen, var meget selvdestruktiv, havde alkohol- og narkoproblemer, der sendte ham i fængsel. Fik smadret sit ansigt, så han en periode havde svært ved at spille trompet. Men ja, det er en længere og dybt fascinerende historie, som man eksempelvis kan se i Bruce Webers fremragende dokumentarfilm ‘Let’s get Lost’ og biopic’en ’Born to be Blue’ med Ethan Hawke som Chet Baker.

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

4.02

CPH Stage
4.02

CPH Stage
Kameliadamen
6

Det Kongelige Teater
De fulde
3

Skuespilhuset
Flashdance
3

Musikhuset Aarhus

seneste
film

Kvinde på krigsstien
5.04

Benedikt Erlingsson
Stalker
3

Neil Jordan
Til vi falder
4.02

Samanou A. Sahlstrøm
4.02

Asghar Farhadi
close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.