Rigoletto

  • Operaen
  • premiere 10. september 2017
  • 3

Fakta

OPERA

10. september – 21. november 2017

Operaen

Forbandet vanvid fra sengekanten er Rigolettos nyeste skæbne – som om den ikke er tragisk nok i forvejen. Verdis populære hofnar fra 1851 er muligvis fleksibel for videre tolkning og opdatering til mange miljøer, men denne sengekantsballade er simpelthen for meget narrehat.

Scenariet om at være medvirkende til sin egen elskede datters død er naturligvis nok til at drive selv en hofnar til sindssyge, men tyske Aniara Amos’ opsætning er alligevel for overgearet og tosset. Og noget uforståelig i flere elementer.

Rigoletto (Sebastian Catana) ligger i hospitalssengen og husker tilbage på hvordan hans hersker, Hertugen af Mantova (Peter Lodahl) forførte hans eneste lyspunkt i livet, datteren Gilda (Sofie Elkjær Jensen) – samtidig med en forbandelse af Grev Monterone (Kyungil Ko) og et forslag fra snigmorderen Sparafucile (Sten Byriel) fordærver hans sind.

Sjovt nok at den storcharmerende hertug, for hvem troskab er pest, fremstilles med lolitadukke-fest i pornolys så det ligner en kabaretkomedie. Men det smitter grumt af på Rigoletto, så sygeplejersker ruller sig ud som kønseksperimenter og en sengekantsduet med datteren får incestuøse unoder. Den ellers så smukt kulminerende hævnduet ’Sì! Vendetta, tremenda vendetta!’ får dermed en bizar undertone, der ikke ligefrem bliver bedre i det sarkastiske skær af hertugens kendingsarie ’La donna è mobile.’

Første gang Gilda toner frem er hun både dukkeagtig og forførende i et psykedelisk spejlrum, lukket inde bag en marcipanblomst-agtig boksdør af faren. Da hun kommer ud – via kærligheden til hertugen – omgives hun af forvoksede børn (også m/k-forvirring her), en menneskegjort kanin med et tøjdyr i bleskridtet og bugtalende/syngende dukker af forræderisk karakter. Og når hun bortføres er det af bandageskræmmende mænd, der senere bliver til dansende, lysende tændstikmænd. Lige så uforklarligt som de sære tegninger og skrifter, der konstant overskrives på bagvæggen.

Ikke kun Rigoletto bringes fra sans og samling, men også hævnmotivet med al den spaltning på sex, køn, uskyld eller ej. Mest vellykket er spejlingen af Rigoletto og Sparafucile – selvom der også er for meget infantilt indover – som narren synger i en af sine mange skønne arier ’Pari siamo.’

Musik og sang løfter forestillingen, især pragtpræstationer fra den rumænske baryton Sebastian Catana, der afløser en sygemeldt Johan Reuter i titelpartiet, den altid dramatisk imponerende tenor Peter Lodahl som hertugen og en tindrende smuk klang og sublim indlevelse af den lyriske sopran Sofie Elkjær Jensen som Gilda. 

Det hele er Rigolettos mareridt – og sikke en fantasi, der er i hans vanvid! Indimellem er det sjovt og underholdende, men mest grotesk og uforståeligt. Sådan kan sindets syge måske godt virke, men Amos’ tolkning tenderer det overfladiske og ufølsomme. Og der er for meget narrehat, eksempelvis når hun i programmet skriver at publikum selv skal finde ud af hvad der er virkeligt og sandt. Det skal en tolkning med sådanne ekstremer vise mere tydeligt.

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

4.02
Den Jyske Opera
Askepot
3
Det Kongelige Teater
I et forhold med Sort Samvittighed
4.02
Betty Nansen Teatret
Frøken Julie
3
Skuespilhuset
Den flygande holländaren
4.02
Malmö Opera

seneste
film

Dogman
4.02
Matteo Garrone
The Miseducation of Cameron Post
5.04
Desiree Akhavan
Green Book
4.02
Peter Farrelly
Kapernaum
4.02
Nadine Labaki
close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.