Sanne Søndergaard: Sindssyg kælling

  • Turne
  • premiere 26. januar 2017
  • 4.02

Fakta

COMEDY SHOW

26. januar – 29. marts 2017

Turne, set på Bremen

Hvad gør man, når man bliver kaldt ”sindssyg kælling”? Som standupper, forfatter og debattør – med feministisk frimodighed – laver man naturligvis et sindssygt sjovt show! Hvor folk kan møde en anden side af den raptungede rødtop – og finde en anden mening med kællingen.

Sanne Søndergaard går prompte til essensen: ”Der er aldrig nogen, der respekterer mine grænser!” Og svinger den karakteristiske joke om at være hidsig fordi man er rødhåret nogen steder – til bragende grine- og klapsalver. Men der ulmer selvfølgelig meget mere tilspidsede svadaer, fordi der er så langt mellem hvad kvinder kan tillade sig sammenlignet med mænd. Så Søndergaard bliver tit kaldt alt fra kælling til luder på sociale medier – når hun bare udtrykker sin mening. 

Der er klart et problem med tonen og ordvalget offentligt, folk har så travlt med at udtrykke sig, uden omtanke. Det er efterhånden længe siden, der er gået inflation i ordet sindssyg. Det bruges næsten mere som forstærkende faktor eller spøjs slang – som det beslægtede ”Er du tosset?!” – end i den egentlige betydning af sygdom. Mange vil mene at det har mistet den grove betydning – og det vil helt sikkert være mange af Sannes plageånders argument, hvis man konfronterer dem: ”Jamen, det jo bare for sjov.” Lig folks reaktion i shaming af politikere, kunstnere med mere.

Netop shamingen berører Søndergaard som en del af de kvindeidealer, hun ofte med feminismen på rygraden har leveret skarpe synspunkter og jubelsjove jokes om. Eksempelvis at kvinder skal smile sig smukke og ikke snakke/grine for meget eller for højt – og når mændene så nedgør kvinderne, må de ikke svare igen, for så er de bare sure fordi de ikke har fået sex, og så kan kun pik redde dem. Absurd morsomt! Og sindssygt absurd, da en EB-overskrift smælder: ”Gider nogen knalde Sanne Søndergaard?” 

Ærligt talt, ville enhver ikke blive lidt vred? Mænd må gerne være vrede, og der skal gevær og bomber til før de bliver betragtet som sindssyge – med undtagelse af en vis hr. Breivik – imens kvinder bare skal hæve stemmen. Så Sanne har virkelig forsøgt at deale med at være sindssyg, og det er blevet til en højkomisk top 3 over psykologråd. Fra kvinder som er kloge nok til at spille dumme, over Disney-fantasier om mænd, til håbløs mindfulness.
 
En del af topklassen i Søndergaards shows er den eminente balancen mellem standup og debat, og det kan ikke undgås at ellers velskrevne replikker indimellem bliver fanget i mellemsporet. Som ”Hver gang en kvinde får succes med at være dum, taber en kvinde præsidentposten.” Det er komisk grotesk, men også så sørgeligt oprørende at man ikke har lyst til at grine. Og hun ved det, så her flekser hun en kvik kommentar ind om at man godt må be’ om bifald – og orgasme – indimellem. Måske bare ikke samtidig. Sådan, Sanne!

Hun får virkelig fyret mange fede historier, jokes og opfordringer afsted – mod både kvinder og mænd – og selvom nogle sekvenser stikker lidt af fra emnet, hænger det alligevel ret godt sammen som helhed. Selvironien er intakt, men det er som om der er blevet slebet et par kanter siden sidste show, i takt med at det er blevet mere personligt er Sanne også mere bevidst om hvordan det udtrykkes. 

Et dilemma er de evige parforholds-issues, som hun har udbasuneret i mange år, og som hun nu efter mange singleår står midt i med en ”latterlig pæn, velsoigneret kæreste.” Og endda ret så afbalanceret når hun hopper rundt uden makeup, fortæller hvorfor hun ikke stoler på pæne fyre, dissekerer skam og temperament, samt fabulerer om det sindssyge i at være sig selv. 

En del kloge (komikere) har sagt at comedy er tragedie plus tid. Det har to vinkler: De sørgelige oplevelser, man først kan joke med efter noget tid; og de ting og mennesker, der bliver ved at være som de er, og som man så med tiden kun kan joke med. Som hun pointerer: ”Man snakker altid om skilsmissebørns traumer, men hva’ med os, hvis forældre bliver sammen?” Ikast-forældrene er i hver sin ende af humørskalaen, også når det gælder den evige fokus på datterens vægt: En kritiserer, en komplimenterer – og da Sanne siger stop, føler hun sig stemplet sindssyg i sin egen familie. I øvrigt med en ret god og undervurderet pointe om at det må være modtageren, der bestemmer om komplimenter duer eller ej!

Men spørgsmålet er vel så hvem, der er mest kælling her – far, mor eller datter? Eller andre? Når man nu ved at den oprindelige betydning af ordet, afledt af karl og tilsat -ing, er gammel udslidt mand eller mandsling (lille mandagtig person). Så er der mon gået tid nok til at vi kan begynde at kalde mænd for ”sindssyge kællinger”?

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

seneste
scene

5.04
Black Box Dance Company
3
Operaen
4.02
Bådteatret
4.02
Betty Nansen Teatret

seneste
film

5.04
Bradley Cooper
4.02
Vivian Qu
4.02
Lars von Trier
6
Carl Javer
close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.