Gintberg red(d)er verden

  • Bellevue Teatret
  • premiere 25. januar 2018
  • 5.04

Fakta

COMEDY SHOW

25. januar – 10. februar 2018

Bellevue Teatret, derefter Danmarksturne

Snebær. Kan I huske dem? De små, hvide blære-bobleagtige bær, der smældede så spøjst når man kastede dem i jorden eller blæste dem afsted i pusterør. ”Plop,” som Jan Gintberg mindes barnelegen – ”dengang man kedede sig.”

Jan Gintberg er som altid god for finurlige metaforer, skævredne vinkler og vanvittigt kvikke rablerier. Man kan selv bestemme om man kun vil skrupgrine eller også lægge mere i samfundssatiren, men billederne excellerer han altid i: Græshoppesværm af discount. Mirabelle-sten i enden. Gummihjul der sys om til sex(lege)tøj. Og baggrundsboblen til dette show: En gevaldig, oppustet ballon af en kæmpekæft, der gaber over noget globus med Gintbergs panikhoved malet ind i primært det afrikanske kontinent og med tjavserne af Europa øverst.

Han vil gerne redde verden, men er nået til den konklusion at det nok er umuligt, og så kan man jo prøve at rede den i stedet. For folk er seriøst i gang med en masse lort, som nogen kommer til at undskylde for om 100 år! Den politiske legestue, hvor vi endnu venter på at nogle professionelle træder til. Lars Larsen og hans ambition om at være en god købmand, som så overbelaster verden med en massiv mængde discount. Grænsekontrol og stadigt stigende intolerance, der eksempelvis udvikler sig i en frikadelle-sag. Evigt brok, planlægningsvanvid og navlepilleri – udstillet for alverden på diverse SoMe-platforme. Aldrig har det været så nemt at udtrykke sig – og alligevel topper depressioner, stress og andre psykiske belastninger.

Modigt, men også lidt flygtigt tripper han rundt i den sindsstemning, som overstimuleringen er med til at skabe. Den overvurderede hygge, noget for noget-mentaliteten, selvtilstrækkelighed og manglende engagement i glædesafdelingen. Samt de mere personlige om at blive kaldt landsforræder, fordi han var mentor for en syrisk flygtning. Eller den mentalt udfordrede mor, der har gjort ham nervøs for det uforudsigelige i kvinder; og det hjemlige hierarki, hvor han ikke må hæve stemmen overfor hverken børn eller hund.

”Hvis kvinder bestemte, ville der så være mindre idioti?” spørger Gintberg, men vakler en del i MeToo-temaet med Aalbæk-joke mikset ind i opdragelse af indvandrere; feminist-credo indtil fribløderne triner frem; og moralen om den seksuelle magt, bare ikke den reelle magt. Han red(d)er den med et par superoplagte undertøjslignelser, der starter ferskt, men får det karakteristiske gintbergske tvist og igen skaber nogle af de der uforlignelige indre billeder.

Men det er en Gintberg, der har lullet sig ind i den SoMe-påvirkning han selv kritiserer, og han stryger os mere med hårene end vanligt. Improvisationen, der er en af hans stærkeste finesser, fungerer ikke top denne premiereaften, men det er nu kun fordi publikum ikke rigtig spiller med og virker tilbageholdne. Så er han nødt til at ty til en ny tilbagevendende replik: ”Jeg driller bare.”

Nogle historier virker overfladiske og kommer måske ikke helt i mål, men bare det at høre og se Gintberg rase i speedstil er sjovt – han kan gøre selv det mindste hyleskægt. Og når man kender kneveren fra andre liveshows og/eller tv/radioprogrammer, så kender man hans holdning, og derfor er det nok for ham bare at prikke lidt til snebærret. Plop!

Nu er det kvindernes tur til at redde verden – efter mændene har fucket den (og dem) – og det er mest af alt noget med at få menneskene til at lette røven, og få hovedet ud af den. Eller på nudansk: Øjne, hænder og tanker væk fra mobilen! Livet skal leves! Og det ville nok være sundt at kede sig lidt indimellem, man ville højst sandsynligt få nogle skøre ideer, såsom at ploppe snebær. Der er i hvert fald brug for at få smadret hul på nogle bobler rundt omkring på kloden, og Gintberg er altid en forrygende opråber.

Og selvom det hele stritter lidt i mange retninger, så går budskabet klart igennem, helt på Gintbergs præmisser: ”Fordomme skal luftes – lad mig gøre det, så behøver I ikke.” Tag den, du kære danske brokmås, slip selvhøjtideligheden og husk, som Gintberg citerer Stephen Hawking: ”Du kan miste alt håb, hvis du ikke kan grine af dig selv.” 

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

seneste
scene

5.04

Det Kongelige Teater
4.02

Aarhus Teater
4.02

Husets Teater
4.02

Fredericia Teater
4.02

Malmö Opera

seneste
film

4.02

Elvira Lind
5.04

Mika Gustafson, Olivia Kastebring, Christina Tsiobanelis
4.02

Léonor Serallie
4.02

Lynne Ramsay
close logo

Vi har brug for mindst 1.000 støttemedlemmer

Hjælp os med at nå det magiske tal – fra kun 20,-/md.