pixel

Siciliansk Vesper

  • Operaen
  • 4.02

Fakta

OPERA
16. maj – 14. juni 2015

Operaen

Foto: Miklos Szabo

At starte med skandalen: En balletpige voldtages. Norske Stefan Herheim har skabt et kraftfuldt ouverture-scenarie i sin opdatering af Verdis ’Siciliansk Vesper’, og det skabte ballade ved produktionsopstart på Royal Opera House i London.

’Siciliansk Vesper’ er en grand opéra, og derfor originalt skabt under Pariser-operaens præmisser om overdådighed i fem akter inklusiv et længere balletafsnit. Til balletten ’Les Quatre Saisons’ – oprindeligt med koreografi af Lucien Petipa – skulle Herheim i 2013 samarbejde med daværende balletchef på The Royal Ballet, danske Johan Kobborg. Men de kunstneriske bølger gik højt, balletten blev skrottet og rygterne flød over med snobberi.

Ballerinaerne er der stadig – og underskøn dans elegant viklet ind i forestillingen – ikke fra Den Kongelige Ballet, men Tivolis Ballet Teater. Dog i markant anderledes partier. Nemlig den grumme side af Pariser-operaens fortid, hvor balletpiger blev udstillet og udnyttet til at fornøje mænd i de magtfulde kredse. Som i ouverturen.

Hermed Herheims nyskabelse: Metaforen om den skabende kunsts evige kamp mod dem, der vil eksploitere den til egen vinding. Uden større kunstgreb, bare en flot scenografi af tyske Philipp Fürhofer, hvis guldrandede facader giver mindelser om Salle le Peletier i den parisiske opera, hvor Verdi-premieren fandt sted i 1855. Samt statister og kor, der agerer publikum: Applauderende i logerne, men indimellem også deltagende i festen på scenen og i kulissen.

Særligt opildnede er de, når der lægges op til henrettelser, og det sker ofte. For titlens vesper er ikke en normal stille aftenbøn, men den blodige massakre, sicilianere udøvede på deres franske besættelsesmagt i 1282. Optakten dertil er den nervepirrende 4. akts duetter og kvartetter ved henrettelsesskafottet, hvoraf duetten mellem Gisela Stille og den canadiske tenor David Pomeroy samt deres soloer er forestillingens absolutte højdepunkter.

Stille er eminent ren og kontrolleret i sin stemmepragt, og Pomeroy er så vidunderlig i sine skarpt rørende højder, at 'O jour de peine' næsten kalder tårerne frem.

Det er klassisk Verdi, de menneskelige relationer, der kommer på tværs af den ellers dominante patriotisme: Kærlighedspassionen mellem Héléne og Henri, og det velkendte far/søn-drama, der får en ekstra kant af ouverturens voldtægt. Uddybet i den fremragende 3. akt, hvor Pomeroy går i clinch med den amerikanske baryton Louis Otey, som desværre virker lidt slidt. Men akten sluttes med et brag af et kraftkor i 'O noble patrie'.

Den italienske dirigent Paolo Carignani sørger for perfekt afstemning mellem musik og sang, så man virkelig kan nyde stemmer og tekst. Og selvom ’Siciliansk Vesper’ ikke føles helt gennemført og -bearbejdet, er Verdi stadig vidunderlig musik, også uden berømte arier. Især 5. akt virker rodet, og Herheim bidrager til kaosset med kjole-, flag- og kerub-fjollerier – helt i den kunstneriske ånd om at bryde rammer. Derimod er det blindende spotlys ud mod publikum ved at være en temmelig trættende kliche.

Herheim er blevet kaldt skandale-instruktør, og han er provokerende, ja, men det kan der være brug for, hvis man skal nytænke de gamle opera-udtryk. Ikke overraskende var det tidligere operachef Kasper Holten, der bragte Herheim til København – med den balstyriske udgave af Alban Bergs ’Lulu’. ’Siciliansk Vesper’ er meget mere afdæmpet, men Herheim er en vild original, som vi gerne vil opleve mere af.

Mest læste

seneste
scene

Hammer
4.02

Operaen
Maria
4.02

CPH Stage
Aquasonic
5.04

CPH Stage
Peeping Tom-Triptych
6

Østre Gasværk
The World of John Neumeier
6

Tivolis Koncertsal

seneste
film

Cinema Made in Italy 2024
4.02

Grand Teatret
Wicked Little Letters
3

Thea Sharrock
Challengers
4.02

Luca Guadagnino
Civil War
4.02

Alex Garland
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling