Smagen af rust og ben

’Smagen af rust og ben’ er overlegen god.

Marion Cotillard brød igennem, da hun vandt en Oscar for den måske største kvindelige skuespilpræstation i 00’erne, som den hærgede sangfugl Edith Piaf.

Siden da har Cotillard skabt sig en karriere i Hollywood (blandt andet med ’Inception’ og ’Contagion’), men det er i de mere modige europæiske værker, at skuespillerinden for alvor stråler.

En sådan film er ’Smagen af rust og ben’.

Hvis man ser bort fra, at filmen bærer præg af, at være baseret på en novellesamling, så er den ganske enkelt formfuldendt smuk. For hvor historien visse steder bliver lidt opbrudt, så formår instruktør Jacques Audiard (’Profeten’) med teknisk elegance og en ekstremt talentfuld sans for billeder, at skabe et drama i finanskrisens skygge.

’Smagen af rust og ben’ følger to mennesker, der gang på gang slås i gulvet af tilværelsen. Ali er en ufokuseret, arbejdsløs kickbokser, der får overdraget sin femårige søn, idet drengens mor skal i fængsel for narkosmugling. En dag render Ali, formidabelt formidlet af Matthias Schoenaerts (’Bullhead’), ind i Stéphanie. Hun dresserer spækhuggere i den lokale sydfranske havnemarina og danser på disko om natten.

Det er ikke noget nemt møde mellem filmens hovedpersoner, for de er begge ret handikappede. Ali er et følelsesmæssigt vrag, der tumler gennem verden og tidligt i filmen mister Stéphanie begge sine ben i en arbejdsulykke. Det er under disse ekstreme forhold, at de to finder hinanden. Ikke i den store kærlighed, men mere som en nødvendighed for at komme videre i deres respektive liv. Det kommer der en fortættet, benhård og dybt rørende fortælling ud af.

For ved at kæmpe sammen det meste af filmen, understreges vores hovedpersoners hæderlighed i en verden, der er blevet gjort voldsom af en økonomisk krise. Filmen respekterer fra første til sidste sekund Ali og Stéphanies ihærdige forsøg på, at undgå en fatal skæbne. Det gør ’Smagen af rust og ben’ til årets hidtil mest interessante franske film.