Stalker

Kulørt, kitsch og camp er fede virkemidler i en thriller, men balancen er svær hvis man også går efter dybere temaer. Som Neil Jordans ’Stalker’, der starter med den urbane ensomhed og moder/barn-bindinger, men ender i et helt andet vanvid.

Frances (Chloë Grace Moretz) er tilflytter i New York, og selvom roomien Erica (Maika Monroe) skaber masser af fest og nærvær, savner Frances alligevel noget efter sin mors død for et årstid siden. Så da hun møder enken Greta (Isabelle Huppert), der savner sin bortrejste datter, opstår der lynhurtigt et surrogat-forhold mellem dem. Men Erica får ret i sine advarsler: Der er noget mystisk og ildevarslende over Greta, som snart bliver særdeles stalker-skræmmende.

Efterhånden som mor/datter-illusionen krakelerer, synes en underlig seksuel undertone at trænge gennem sprækkerne: Disciplinering med lineal, fiksering i løgnens seng med håndledsmanchetter samt den ultimative straf i en kisteagtig box. Ikke mindst elevator-fantasmen, tyggegummi-spillet og Franz Liszts ’Liebestraum’. Men det er svage og underlødige hints til mere grænseoverskridende temaer, som Jordan og medforfatter Ray Wright moser ned i den allerede forvirrende psykose Greta valser rundt i.

Isabelle Huppert er naturligvis vidunderlig på alle tangenter af vanviddet, og tackler de uundgåelige klicheer med vanlig stilsikkerhed. Hun er uforudsigelig i sin dårskab, men da hendes trick afsløres, kan man sagtens gætte sig til det afsluttende tvist. For de to thriller-blondiner, hun er matchet med, har også styr på deres genre-tricks: Sårbare Chloë Grace Moretz og kække Maika Monroe; ligesom der bestemt er ekstra kitsch med Jordan-favoritten Stephen Rea i en mindre detektivrolle. 

Men stemningen svinger ret meget i de kitschede lag, der ikke helt kan finde balancen mellem det skræmmende og spottende, så thriller-gyset får mindre troværdighed. Indimellem rives man med af ideen om at udfordre de farlige intentioner, men efter den lidt smarte afvikling, efterlader ’Stalker’ en lidt flad fornemmelse af nogle ambivalente temaer og en titelkarakter, der er mere skør og sørgelig end rigtig farlig.