The World's End

Én pubcrawl til at ende dem alle – bogstavelig talt. Efter at have hverdagsvinklet henholdsvis zombie-apokalypsen ('Shaun of the Dead') og betjent-buddies ('Hot Fuzz') på lårklaskende ærkebritisk, afslutter instruktør Edgar Wright og tandemmen Simon Pegg/Nick Frost deres uofficielle genrefilms-trilogi ved at kaste sig over klassisk koldkrigsparanoia-science fiction.

Naturligvis blendet godt op med geezer-sludder, kejtet bromance og masser af værtshusslagsmål.

Pegg fører med usympatisk charme an som en mand, der stivnede, da voksentilværelsen bankede på. Det blev aldrig bedre end den legendariske pubcrawl på sidste skoledag, og et halvt liv senere samler han derfor det nu midaldrende og mildt sagt modstræbende slæng for at vende tilbage til hjembyen og genopføre legenden – og denne gang også nå til det sidste vandhul på dødsruten, pubben The World's End.

Frost spiller direkte mod sin sædvanlige, logrende bedste ven-type og viser sig som den største udfordring for missionen. Indtil handlingen hovedkulds vædres, og et muntert tag på maskulin midtlivskrise bliver til et vanvittigt forsøg på at afværge dommedag med syv pints på tanken – stadig med de bittersøde noter intakt.

Det er snalret heltemod, illusionsløs nostalgi og referencerigt scifi-kaos. Og det er værd at løfte glasset for, selvom 'The World's End' aldrig bliver lige så skraldsjov og overrumplende uortodoks som de to første sleeper-komediehits i Cornetto-trilogien. Ja, opkaldt efter isvaflen.