This Means War

Det her er omtrent den perfekte datemovie. Der er action, kærlighed, spas og labre mennesker i rollerne (hvis man nu ikke er helt tilfreds med kærestens udseende).

Ideen er så enkel, at man ikke fatter at det ikke er gjort før. I stedet for at klistre en romance på en spionhistorie, eller vice versa, så går de her op i en højere og meget underholdende enhed.

De to CIA-agenter Tuck (Tom Hardy) og FDR (Chris Pine) er ikke alene på toppen af deres professionelle game, de er også bedste venner. Da de begge tilfældigt kommer til at date Lauren (Reese Witherspoon) på samme tid, indgår de en gentlemanaftale. Men det varer ikke længe før handskerne bliver kastet og de feje tricks bliver taget frem. Nåhja, en fæl tysker (Til Schweiger, der desværre ikke er en Hans Gruber) er i øvrigt på sporet af dem og vil have hævn.

Der er vist ingen, der forventer den store hverdagsrealisme, når de køber billet til en McG-film. Manden, der er døbt Joseph McGinty Nichol, har stået for det spektakulære og gerne ret selvironiske i fire af sine fem spillefilm, der blandt andet tæller ’Charlie’s Angels’ og ’Terminator Salvation’ og undtagelsen fra reglen: ’We Are Marshall’. Og festlig tjubang gør han så glimrende også her.

Der er dog ægte varme i figurerne (om end ikke så meget dybde) og mange rørende øjeblikke. Man tror på, at der er noget på spil. At de har følelser for hinanden. Og også for pigen. Filmen er først og fremmest en bromance. Forholdet mellem de to venner har holdt til lidt af hvert, men det er første gang venskabet trues.

Replikkerne fyger fra start til slut som kugler, så man må dukke sig af grin. Der er gode præstationer hele raden rundt. Og d’herrer Pine og Hardy er meget nemme at se på, især fordi de hygger sig gevaldigt med deres figurer. Man forstår godt, at Lauren har svært ved at vælge (selv er jeg ikke i tvivl, hvis det var.), og Reese Witherspoon er for en gangs skyld ikke irriterende.

Den eneste, der virker lidt udenfor, er komikeren Chelsea Handler, der spiller en alkoholiseret bedsteveninde. Hun er stor i USA, men hendes komik består primært i villigheden til at være grov i munden og selvudleverende, fremfor den store timing, og hun har ikke arbejdet voldsomt med figuren. Men selv hun har sine øjeblikke, når hendes Trish hepper fra sidelinjen, mens Lauren prøver at bestemme sig for, hvilken af de to, der er Mr. Right.

Det er sjovt, det er hamrende over the top og faktisk rørende i ny og næ.