pixel

Trappehus ved Trianglen

Røde Kors udvider sit hovedkvarter med et frivillighus, der også er en stor offentlig trappeskråning.

røde kors frivillighus

Trafik er der nok af, men ellers er lange, brede Blegdamsvej ikke det livligste sted på Østerbro. Det kan den kommende lokale variant af Den spanske Trappe måske ændre på.

Kort
Dansk Røde Kors

For bymennesker elsker at sidde på trappetrin og hænge ud, og der er to-tre etager af dem til fri afbenyttelse på vej små 100 meter fra Trianglen. Trappeskråningen fører dog ingen steder hen men er i virkeligheden taget på en udbygning af hovedkvarteret for Dansk Røde Kors.

Nødhjælpsorganisationens gullige murstenslænge ligger i dag lidt tilbagetrukket fra Blegdamsvej, skærmet af en parkeringsplads og en lille have med en lav mur omkring. Begge dele bliver erstattet af det nye trappehus, der hiver Røde Kors helt ud til fortorvet og samtidig inviterer københavnerne til at komme og slå sig ned.

Fakta

Røde Kors Frivillighus

Blegdamsvej 27, Kbh Ø

750 m2 tilbygning til landskontoret for Dansk Røde Kors.

Forventes at åbne i 2016.

Tegnet af Cobe i samarbejde med PK3 landskabsarkitekter.

Opføres med støtte på 25 mio. kroner af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål.

En gul trekant

Blegdammens trappe er en gave fra A.P. Møller-fonden og skal rumme faciliteter til organisationens 25.000 frivillige. Tilbygningen kobler sig på landskontorets eksisterende hovedindgang og bliver dermed også ankomstareal med cafémiljø og udstillingsmuligheder.

Frivillighuset formgives som en stor trekant, der sænker sig og bliver bredere ud mod Blegdamsvej, hvor trappetaget brydes op med små terrasser og grønne elementer for at understøtte dobbeltfunktionen som mødested og sidetribune. Materialet bliver lysegule teglklinker, farvekoordineret med den gamle del af hovedkvarteret.

De gyldne nuancer vil gå igen indenfor, hvor endnu en bred og siddevenlig trappe fører ned til Frivillighusets åbne og fleksible konference- og udstillingsrum. Det skal nemlig ligge under gadeniveau, men får masser af lysindfald fra trekantens store glaspartier ind mod landskontoret.

Dem med bogstakken

Trappehuset, der skal lokke mylderet fra Fælledparken og metrobarslende Trianglen til at blive lidt på Blegdamsvej, er udtænkt af tegnestuen Cobe i samarbejde med landskabsarkitekterne PK3.

Cobe er især kendt for det bogstaksformede Biblioteket på Rentemestervej, der med Biliotekspladsen også har fået sig en arkitekttegnet skråning, som bylivet kan spille sig ud på.

Det første spadestik til Frivillighuset forventes i januar 2015, så den sydvendte tribune kan nå at byde sig til i solsæsonen 2016.

Emner

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.

 

Vi hopper lige til sagen: På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.

Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer pr. 7. juni 2019 adgang til langt størstedelen vores indhold.

Vi kan kun overleve med støtte fra vores læsere.

Hvis du har glæde af Magasinet KBH, så håber vi meget, at du vil blive medlem. Medlemskaber starter ved kun 29 kroner om måneden, men de gør hele forskellen for os, og giver adgang for dig.

Bliv medlem

PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.

Mest læste

kommentarer

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling