Vejarbejde efterlader 10 bedre byrum i 2025
10 steder i byen benyttes vejarbejde nu til også at lave bedre byrum — blandt andet i Store Kongensgade og Bernstorffgade.
Vejarbejde er der nok af i København disse år.
Det rekordhøje antal af vejrenoveringer skyldes blandt andet mange års efterslæb på området.
Det skaber naturligvis bøvl for trafikanter og fodgængere, mens det står på. Men når nu vejene alligevel skal graves op, hvorfor så ikke få det bedste ud af det?
Sidste år kunne vi fortælle, at et flertal på Københavns Rådhus havde afsat penge til at lade f.eks. nye træer, bænke og pænere belægninger løfte et sted, når det praktiske arbejde med at udskifte asfalt eller kloakledninger var overstået.
Skulle alt vejarbejde ende med forbedringer og forskønnelser, ville budgettet dog nok skulle gøres op i milliarder. Og i første omgang beherskede man sig og satte i alt 25 millioner kroner af til nye to-fluer-med-ét-smæk projekter.
Dét er der nu kommet 10 konkrete planer ud af, som kan sættes i gang næste år.
Cykelsti og grønt på Store Kongensgade
Ét af de 10 steder, der får gavn af de 25 millioner kroner er Store Kongensgades nordlige del fra Esplanaden til Østerport Station.
Her skal vejbanen alligevel genoprettes, og i forbindelse med arbejdet vil busbanen blive nedlagt, og den fritlagte plads bliver i stedet til en ny, bred cykelsti og bredere fortove.
Kommer man cyklende fra Østerport Station mod Indre By, er det i dag lidt besværligt at ramme Grønningen langs Kastellet grundet et noget uoverskueligt trafikkryds. Dét vil også blive forbedret med en ny, afmærket cykelbane på Store Kongensgade mod Grønningens eksisterende cykelsti.
Og yderligere vil der blive gennmført små tiltag som udvidede fortovshjørner og udbygning af en fodgængerovergang med chaussésten.
Store Kongegades strækning langs Nyboder får desuden fem ny vejtræer og små grønne lommer som supplement til de gamle træer for enden af sidegaderne Poul Ankers Gade og Jens Kofods Gade, som man kan se fra Store Kongensgade.
Desuden justeres hjørnet ved Borgergade som forberedelse til en mulig, ny cykelsti imod bilernes ensretning i Borgergade — sådan som Indre By Lokaludvalg ønsker sig.
Sikkerhed på Bernstorffsgade
Et andet centralt sted, der får en mindre makeover, er Bernstorffsgade på strækningen fra Tietgensgade og Hovedbanegården til Polititorvet.
I myldretiden er strækningen i dag blandt byens mindst sjove steder at være cyklist. Cykelbanen er godt nok markeret, men pladsen er trang og man føler sig faretruende tæt på den buldrende trafik.
Men fremover bliver her etableret egentlige cykelstier, så man niveau-mæssigt føler sig lidt bedre på afstand af vejen.
Samtidig rettes fodgængerfeltet ved Tivoli-hjørnet langs Tietgensgade op, så det bliver kortere og lidt nemmere at passere. Træer og nye små grønne lommer bliver der dog ikke plads til her på den tæt trafikerede vej.
Også mindre veje i byen som den lille Allersgade ved Nørrebrogade bliver efterladt i ny forfatning, når det kommende vejarbejde er overstået. Her får gadens midterste sektion en ny brostensbelægning, mens bænke, træer og nye cykelstativer rykker ind og skaber lidt pause midt i al asfalten.
Længere væk fra byens midte får gader som Skelmosegade og Vigerslev Allé i Valby og Sallingvej i Vanløse også løft af forskellig karakter.
P-pladser eller mere grønt?
De københavnske politikere skal endeligt godkende de 10 projekter på et møde i næste uge.
Her kan de vælge at justere på de enkelte projekter — f.eks. for at få mere begrønning af gaderne med i dem.
Plads til mere grønt vil dog kræve nedlæggelse af parkeringspladser, siger embedsværket på rådhuset til politikerne i deres oplæg til næste uges beslutning. Og i forbindelse med den politiske aftale om byens budget for 2024, aftalte et politisk flertal netop — på initiativ af De Konservative — at de byrumsforbedrende tiltag ikke måtte koste P-pladser.
Om de politiske vinde nu skulle blæse i mere grønne retninger, ved vi altså mere om i næste uge. Vælger politikerne at nedlægge P-pladser for at få plads til mere grønt, vil embedsværket justere de nuværende planer, inden de sættes i gang.
På lidt længere sigt kan der være mange flere byrumsforbedringer på vej efter endt vejarbejde i byen.
Sidste år valgte politikerne som nævnt at afsætte 25 mio. kroner til hvad der nu er blevet til 10 konkrete projekter.
Men den store genopretning af Københavns veje vil stå på i hvert fald frem til 2029, og der er dermed potentiale for mange flere projekter, hvor byen gøres skønnere, når asfalttromlerne er rullet hjem.
Oprindeligt lød anbefalingen fra embedsværket til politikerne, at man afsatte hele 65 millioner kroner til post-vejarbejde-projekterne — med yderligere 32 millioner kroner om året oveni to år frem. Altså godt 130 millioner kroner i alt.
Så langt gik politikerne dog altså ikke sidste år og nøjedes med at afsætte knap 20% af anbefalingen. Men yderlige midler til forbedringer kan blive en del af de politiske forhandlinger, når byens budget for 2026 skal lægges til næste år.
En mere udbredt praksis hvor man ikke blot genskaber fortiden, når vejene graves op — men i stedet forbedrer den — kan således være på vej.
—
De 10 projekter udvalgt til bedre-byrum-efter-vejarbejde:
- Allersgade
- Bernstorffsgade
- Sallingvej I
- Sallingvej II
- Store Kongensgade
- Vigerslev Allé
- Skelmosevej
- Kanslergade
- Kristianiagade
- Ålandsgade
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
Her: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Teknik-%20og%20Milj%C3%B8udvalget/m%C3%B8de-28102024/dagsorden/punkt-3
Der er bilag i bunden af siden, som har flere detaljer.