You Will Meet A Tall Dark Stranger

Alfie bliver skilt i en sen alder for at genopleve ungdommen med en yngre model, som også er et tilløbsstykke for andre og yngre mænd. Alfies ex-kone, Helena, falder efter bruddet ned i et sort emotionet hul, men ledes langsomt tilbage på livssporet af spåkonen Cristal.

Alfie og Helenas datter, Sally, lever i et livløst ægteskab med one-hit-wonder forfatteren Roy og drømmer om at finde en ny passion med sin chef. Roy kæmper tilgengæld med livets realiteter som flop og kigger langt efter genboen Dia, som han ønsker at gribe.

Også denne Woody Allen film er stjernespækket og rollelisten tæller bl.a. Anthony Hopkins, Naomi Watts, Josh Brolin, Gemma Jones og Antonio Banderas. Ikke desto mindre forbliver karaktererne uinteressante og filmen har et charmeforladt, skingert engelsk tv-soap skær over sig.

Karakterernes problemer sænkes ned på melodrama-niveau hvor græsset ikke bare er grønnere på den anden side, plænen er også NOGET større og meget mere velfriseret.

Problemet er til dels de glatte en-dimensionelle karakterer, som ikke byder publikum indenfor i filmen. De er 100 procent motiveret af egoisme og fremstår som navlebeskuende klynkehoveder, der på ganske patetisk vis har ondt i livet og dulmer smerten ved at købe sig fra den, snyde sig bedre, bruge virkelighedsflugt som sutteklud og hænge i en spåkones faux-spirituelle skørter.

Manuskriptet er kort og godt formelfikseret, og det er igen ikke svært at se, hvilken rolle Allen selv ville have spillet i sine yngre dage. Formlen har ganske vist parralleller til ældre, langt mere vellykkede Allen-film, men den gode oplevelse udebliver.

Forsøg på vedkommende karakterinstruktion er suspenderet og vi ser en Woody Allen på autopilot uden livsnerve. Den ellers kærkomne og bidende resignerede sarkasme som Allen er kendt for, er udvandet til en tynd kop te og ligger i øvrigt ikke længere hos karaktererne, men hos instruktøren selv.

Hvad du ser er stjernespækket distanceblændværk som smuldrer hvis du kradser bare en anelse i overfladen. Allen glemmer at de berømte neuroser, som han så imponerende kan sætte i værks, også skal have vedkommende karakterer at bebo for at komme til live og være interessante.