De satans chefer

’De satans chefer’ er en mørk komedie, der er sjov nok til at blive et hit, men desværre slet ikke nær så sjov, som den kunne være med de skuespilkapaciteter, den præsenterer os for.

Jason Bateman, Jason Sudeikis og Charlie Day spiller tre venner, der alle har chefer, de godt kunne tænke sig at gøre det af med. Pludselig er der ikke langt fra tanke til handling og i samarbejde med en hylende morsom kriminel Jamie Foxx, der går under navnet Motherfucker, gør de tre hovedpersoner et ihærdigt forsøg på at klippe chefernes livsliner over.

Desværre er vores tre hovedpersoner ikke særligt sjove. Det er faktisk deres chefer, der giver os alle de grin, vi får. Især er Colin Farrell uanstændigt underholdende som slikket, uansvarligt cokevrag, der overtager en kemisk virksomhed, da hans far dør. Farrells cheffigur har en moderne plan om at trimme firmaet – ved at fyre alle de fede mennesker.

Jennifer Aniston er som altid køn, men denne rolle forsøger netop at pille the good girl-imaget af hende. Det lykkes ikke helt, selvom hendes rolle som tandlæge og nymfoman, der kaster sig over bevidstløse patienter, egentlig godt kunne være rigtig sjov.

Kevin Spacey er den sidste af cheferne og han sætter med sin tørre ironi sin karakter lige i skabet. Han veksler mellem at være silkeblød og super sadistisk til perfektion. Desværre er manuskriptet i historien ikke tro mod hans karakter og derfor får vi gode grin men ingen troværdig person.

Og det er netop i historien den største anke mod ’De satans chefer’ ligger. Skuespillerne er underholdende. Vi har set så mange uforglemmelige humoristiske indslag med for eksempel Sudeikis de seneste år i Saturday Night Live og vi kan se, hvor sjov Farrell og Foxx er, selvom de ikke har et synderligt godt materiale at spille op ad.

Drejebogsforfatterne John Francis Daley, Jonathan M. Goldstein og Michael Markowitz er ganske enkelt ikke smarte nok til at tage handlingen i plausible eller hylende morsomme retninger. I stedet lugter filmen mere og mere af at være en remake af ’9 To 5’ uden en Dolly Parton-sang, men man morer sig dog trods alt flere gange på de 98 minutter filmen varer.