Submarine

Der er ting her i livet, der ikke er til at komme uden om. Fødsel og død, for eksempel, men også den der eddersvære overgang fra barn til voksen. Og det er det Richard Ayoades spillefilmsdebut 'Submarine' handler om. Hvordan det på alle måder er dødbesværligt!

Krop, sjæl og ikke mindst hjertet skal give sig alt for meget, alt for hurtigt. Hormoner raser, glæde, sorg og eksistentiel undren går hånd i hånd, og man begynder så småt at ane voksenlivets grufulde sandheder.

Oliver Tate (Craig Roberts) er en pudsig og eftertænksom walisisk teenager, der døjer med at forstå sine frustrerede forældre (Noah Taylor og Sally Hawkins), samtidig med at han sukker efter den småmystiske Jordana (Yasmin Paige), der har en forkærlighed for tændstikker.

Og så er den egentlig ikke længere. Men det gør ikke noget, for styrken i 'Submarines' ligger ikke så meget i historiens enkeltdele, som i den hårfine balance mellem det bekymrende, alvorsfulde og komiske.

Som da Olivers forældre tydeligvis bliver lettede over, at han har fundet sig en pigekæreste, og faren i bedste mening har lavet et mix-tape fuld af kærlighedssange – men for en sikkerhedsskyld også et med sørgelige, for sådan noget holder jo ikke i længden.

Ayoade indskriver sig i en fornem tradition for at tage ungdommelige besværligheder alvorligt. Der bliver ikke bagatelliseret eller talt ned, for som vi alle ved er det ikke til at spøge med. Tonen minder om Sallingers 'Forbandede Ungdom' og Wes Andersons 'Rushmore' (1998).

Det er en film henvendt til os, der måske på papiret ikke er helt unge længere, men som udmærket godt kan huske hvordan det føltes. Og man skal have været en teenager med et overordentligt lyst sind, hvis man ikke oplever en vis bittersød genkendelse.

Ayoades fortid som instruktør af musikvideoer fornægter sig ikke, uden at det dog på noget tidspunkt virker overflødigt eller påtaget. Hans visuelle stil er smuk og poetisk og siger ofte mere end ord. Soundtracket af Alex Turner (Arctic Monkeys' forsanger) fuldender oplevelsen.