Abduction

’Abduction’ er én af årets mest intetsigende film. Muligvis bliver ungpiger fornærmede på mig nu, men den er en tour de force i kedsomhed, pænhed, forudsigelighed og ikke mindst talentløshed.

Efter en teenageromantisk komedie-indledning, der indeholder så tåkrummende ringe skuespil, at man flere gange er i tvivl om, det er en parodi, man ser, så udvikler filmen sig til en CIA-thriller, hvor intet er, som det ser ud.

En dag finder teenageren Nathan (Taylor Lautner) ud af, at hele hans liv er en løgn, og at de mennesker han lever hos ikke er hans forældre. Men da han graver efter sandheden, munder det ud i en sand menneskejagt, hvor Nathan selv er den jagede.

Til Lautner må vi knytte et par ord: Ja, det er ham fra ’Twilight’-serien, ja, han fører fanen videre med en overdreven, utroværdig og ligegyldig film. I modsætning til sine medspillere fra ’Twilight’, så er Lautner ikke blevet bedre eller klogere. Robert Pattinson har forsøgt sig rimeligt i storfilmen ’Water for Elephants’ og især Kristen Stewart har vist et stort talent – med film som ’The Runaways’ og ’Welcome To The Rileys’ har hun ganske enkelt slået sit navn fast. Med sin præstation i ’Abduction’ viser Lautner ingen udvikling.

Hans figur i denne film må være en enhver forstadsfrues drøm om, hvor ædle unge mænd kan være. Selvfølgelig må han godt begære deres forstadsdøtre, men han skal for alt i verden forsvare deres dyd. Og det gør vores helt til fulde, da han får sin unge kærlighed med på slæb filmen igennem. ’Abduction’ er en film med begærlig afholdenhed, der næsten ikke kan holdes tilbage, fordi der også skal være lidt liderlighed til de unge mennesker, der ligger med fingrene over dynen om natten. Men på ægte ungdommelig Hollywoodvis får begæret aldrig lov til at udfolde sig.

De samfulde 106 minutter, som filmen varer, virker ufrivilligt komiske og udvikler sig alt, alt for pludseligt til et forsøg på en intens thriller med klodsede biljagter. Det kan ikke engang rimelige birollepræstationer fra Michael Nyquist og Sigourney Weaver lave om på. For hænger det hele sammen? Aldrig.

Det kan siges ganske klart: Hvis ’Abduction’ er et billede af den vestlige verdens teenageres mentale tilstand, så kan man kun frygte for fremtiden.