Bora Bora

Teenagere! De er dejlige, men heller ikke rigtig helt til at holde ud, fordi alting stritter i et evigt oprør på tærsklen mellem barn og voksen. Hvilket vel ikke er så underligt, når man tænker på, hvad de går igennem. Men alligevel.

Mia (Sarah-Sofie Boussnina) på 15 kan ikke holde hverken sig selv eller sin mor (Nastja Arcel) ud. Det eneste tidspunkt, hvor hun føler en form for ro i kroppen, er når hun løber. Hun stikker lettere umotiveret hjemmefra, møder lommetyven Zack (Janus Dissing Rathke) og bliver hurtigt en del af den unge og kreative bande, han er en del af.

De unge sparer penge op til deres eget hus, og indtil da har de besat en rigmandsvilla. Banden ledes af den dominerende Silja (Mette Gregersen), der har flere dagsordner. Mia nyder friheden, men stiller spørgsmålstegn ved sit nye liv, da løbetræneren Simon (Jimmy Jørgensen) tager hende under sine vinger.

Nåhja. De synger og danser også. Sådan lidt Bollywood-møder-Medina. Lidt umotiveret og ikke helt imponerende, men egentligt ganske charmerende, når det nu skal være.

Hans Fabian Wullenweber har tidligere bevist, at han både er dygtig til at få det bedste ud af unge skuespillere og ikke er bange for at lave film, der giver en lækkert produceret og kulørt finger til dansk hverdagsrealisme. ’Bora Bora’ understreger hans sikre hånd, der fanger de unges glæde og dynamik, omend skuespillet ikke er så naturligt. De lidt krasse og grynede billeder er alt for meget instamatic-æstetik, men der er glimtvis skønhed og sårbarhed.

Særligt Mette Gregersen i rollen som bandelederen Silja gør det godt, måske fordi hendes figur virker til at være den eneste, der for alvor har noget på spil. Resten af banden, inklusive hovedpersonen, er oftest reduceret til staffage i en lækker musikvideo, der glamouriserer at pjække og stjæle.

’Bora Bora’ er, ud fra voksenstandard, ikke en overdrevet vellykket film. Den er temperamentsfuld, urealistisk, og fuld af drama uden dybde. Men egentligt også meget sød. Man fornemmer, at holdet har moret sig undervejs. Det giver en ekstra stjerne for charme.

Voksne har nok sværere ved at ignorere plothullerne (til trods for at der har været hele syv manuskriptkonsulenter indover) og undrer sig måske over, at Mia ikke bare slapper af og taler ud med sin mor. Det er hårdt at føle sig udenfor og misforstået. Men så har hun det heller ikke værre.

Man skal nok være teenager for at nyde ’Bora Bora’. Men den er heller ikke lavet til voksne.