Wrath of the Titans

Den larmende genindspilning af 'Clash of the Titans' kaldte på en revanche. Men den kommer så ikke med fortsættelsen 'Wrath of the Titans', der er lige et hak endnu mindre passioneret omkring at få et godt action-eventyr ud af den ellers så gavmilde græske gudemytologi.

Ti år, en søn og en småkrøllet middelhavsmanke senere må fiskeren/halvguden Perseus ellers igen komme farmand Zeus til undsætning. Folk er holdt op med at bede, og det svækker kræfterne på Olympen og sætter kog i underverdenen.

Så der skal rendes rundt og slåsses mod lige et hak mere skuldertrækkende monstre end sidst, kun afbrudt af lige et hak mere mekaniske replikker end sidst, i en tydeligvis dyr computergrafik-regn af ild, lava og murbrokker.

Det er ikke fordi 'Wrath of the Titans' er en decideret skidt eller irriterende oplevelse, men den er tung. Det er fortsat lidt af en gåde, hvad der egentlig er, der sikrer Sam Worthington alle de store actionhovedroller, han får. Og selvom det er en pointe, at de gamle guder synger på sidste vers, så er det nærmest vanærende for såvel Zeus og Hades som Liam Neeson og Ralph Fiennes, at lade dem trisse rundt som et par bovlamme nissemænd.

Efterårets svulstige græker-epos 'Immortals' var i det mindste svulstigt og efterlod en vis opstemthed over nogle røvsparkende guder. Forårets græker-epos efterlader ikke meget mere end den småtitanske hovedpine det giver, at knibe øjnene skeptisk sammen bag et par overflødige 3D-briller i halvanden times tid.