Diana

Verdens mest berømte kvinde i 80erne og 90erne var Prinsessen af Wales, og historierne om hendes alt for korte liv er mange. Alligevel er ’Diana’ blevet en vældigt ordinær film om de sidste to år af hendes liv.

Inspireret af Kate Snells roman ’Diana: Her Last Love’ og med intentioner om at fortælle historien om prinsessens sidste store kærlighed. Det var åbenbart ikke den egyptiske millionær Dodi Al-Fayed, men den pakistanske hjertekirurg Hasnat Khan. Så banalt, kluntet og sentimentalt skildret, at man hele filmen igennem betvivler troværdigheden.

Naomi Watts er ganske henrivende som Diana, og især i de mere stille og sårbare scener fornemmer man prinsessens usikre sind. Watts har tydeligvis nærstuderet væsentlige begivenheder som BBC-interviewet, landminefelt-besøget og ikke mindst konfrontationerne med paparazzierne. Disse øjeblikke er filmens bedste.

Men selv med autentisk kropssprog og finpudset stemmelag kan Watts ikke få den akavede dialog til at flyde naturligt. Først og fremmest i kærlighedsscenerne, hvor Khan i Naveen Andrews’ skikkelse gør det endnu værre. Man forstår ærligt talt ikke, hvorfor Diana er så forgabt i ham.

En af de centrale replikker berører det essentielle i Dianas liv: At give og modtage kærlighed. Diana gav så meget, men var uvant ved at modtage og ikke mindst tro på den nære, ægte kærlighed. Alt for mange folk bekræfter og roser hende i denne film, og det føles falskt og påtaget. Præcis som Diana må have følt.

De sidste år af hendes liv udviklede Diana sig til en mere moden og selvstændig kvinde, der kæmpede for sine meningers mod og for de humanitære mærkesager frem for de royale eller politiske. Vendepunktet var BBC-interviewet, men denne film insinuerer, at det var Khan, der gav Diana det afgørende skub. Endnu mere tvetydig er afsættet til Dodi-affæren, men det viser da i det mindste en almenkendt side af Diana: Hendes manipulation med medierne.

Det hagler løs med naivitet, uskyld og offerrolle i ’Diana’, totalt ulideligt, hvis det ikke lige handlede om en så sympatisk og elsket kvinde som Diana. Men gradvist accepterer man sentimentaliteten og mindes den ikoniske kvinde, der ruskede det engelske kongehus som fortjent.

Mon der nogensinde kan laves en virkelig god og kontroversiel film om Lady Di? Umiddelbart ikke. Der findes nok ikke troværdige kilder til en mere dybdegående eller kritisk vinkel. Og der er vel egentlig heller ikke nogen, der har lyst til at se verdens mest elskede prinsesse tilsmudset.