Tre veninder

Det er umuligt ikke at blive charmeret af karaktererne og det skønne cast i Emmanuel Mourets pragtfulde og på mange måder meget franske romantiske komedie (dog ikke så haha-sjov) ‘Tre veninder’, selv om de både er uærlige, lidt for naive og indimellem lider af vrangforestillinger. 

Det handler om kærlighed - dette mærkværdige fænomen ingen rigtig kan forklare. Der bliver talt dybt om følelser og livet mens der kigges nærmere på problemstillingen om hvordan vi ikke selv bestemmer hvem vi bliver forelsket i eller stopper med at elske - og at det kan være svært at definere hvorfor vi gør det ene eller det andet.

Joan (India Hair) går rundt med rigtig dårlig samvittighed, for hun er ikke længere forelsket i Victor (Vincent Macaigne), hendes mangeårige kæreste som hun har datteren Nina med. Hun føler at hun er uærlig overfor ham og hun har svært ved at bliver ved med at spille komedie som om alt er fint imellem dem.

Da hun letter sit hjerte overfor veninden Alice (Camille Cottin), beroligerer hun hende og siger at det er helt normalt og indrømmer så, at hun faktisk aldrig selv har været rigtig lidenskabelig forelsket i sin partner Eric (Grégoire Ludig), men at hun lader som om og at deres forhold er helt fint. Hvad Alice ikke aner noget om er, at Eric har en affære, med deres fælles veninde Rebecca (Sara Forestier) som er meget forelsket i ham. 

Da Joan endelig beslutter sig for at fortælle Victor om sine manglende følelser og forlader ham, får det konsekvenser for alle tre veninder som begynder at kigge nærmere på deres liv og forhold, og hvad de egentlig ønsker sig at det. Nye formationer opstår, giver betænkeligheder og de sætter spørgsmålstegn ved deres egne antagelser. 

‘Tre veninder’ fortælles af Victor, der hurtigt lader os vide, at han ikke er der mere, mens han præsenterer Thomas (Damien Bonnard), den nye fransklærer, som overtager Victors stilling på det gymnasium i Lyon, hvor også Joan underviser. At begynde historien med nutiden og derefter spole tiden tilbage, sår nogle frø - dels at der vil ske noget dramatisk og dels at Thomas muligvis ikke bare forbliver “den nye lærer”. 

Det kunne have spoleret oplevelsen, men det lykkes rigtigt fint at holde fortællingen i bevægelse med dramatiske input her og der i den knap to timer lange spilletid. Alt imens vi naturligvis, fristes jeg til at sige, elegant forkæles med masser af smagfuld indretning, lækkert tøj og typisk fransk ståhej omkring kultur, mad og drikke. Det er en fornøjelse!