Lovesong

I 'Lovesong' er samtlige roller besat med skuespillere, der også er i familie uden for scenen. Konstruktionen skal formentlig opnå en ekstra dimension via den intimitet, som ligger implicit i en familierelation. Hensigten er god. Men det kan åbenbart også gå grueligt galt. Oplevelsen går tabt i overdrivelse og mangel på tilstedeværelse.

'Lovesong' handler om en kvinde og en mand i deres livs efterår, spillet af Marie-Louise Coninck og Baard Owe, som også er et ægtepar i virkeligheden. Netop dette forhold, denne samhørighed imellem disse to, er det eneste højdepunkt i dette under middelmådige stykke. Begge skuespillere har tæft og udviser virtuositet og oprigtig ømhed for tilværelsen med dens selvfølgelige op- og nedture.

Det er i denne hverdag af hver deres gøremål og tidsfordriv, at fortiden banker på og optager især manden. Det er tydeligt, at intentionen ikke blot er at billedliggøre et afsavn af tiden, hvor kærligheden og viriliteten var på sit højdepunkt, men også at skabe et indblik i de store beslutninger der skulle foretages om familieforøgelse og karriere-mål, og hvilke konsekvenser det har båret med sig senere i tilværelsen.

Umiddelbart lyder dette som en interessant rejse – men fortid og nutid bindes langt fra nænsomt nok sammen til et naturligt flow. Det er kort fortalt ikke rigtig til at gennemskue, hvad det er, der foregår på scenen til tider, og dermed mistes interessen for historien og menneskerne i den.

Minderne, fortiden, opleves gennem en yngre udgave af ægteparret – nu spillet af skuespillerparrets virkelige søn David Owe og hans virkelige ægtefælle Marie Askehave. De to sværmer ind og ud af scenen i enten en overdreven glædesrus eller i forstillet parodi på et vredesudbrud. Der er ligesom ikke rigtig flere nuancer i deres spil, og derfor lykkedes de ikke i at afspejle virkeligheden. Sære intermezzoer bestående af det unge pars udtryk for intimitet minder mest af alt om finalen i 'Vild med Dans', hvor der ikke er udsigt til udskejelser i kærlighedens tegn, men mere en hul, akrobatisk udfoldelse uden spontanitet.

Jeg så forestillingen til forpremieren, inden den tog på danmarksturné, og håber for den, at den har arbejdet sig varm og kommer tilbage til Hovedstaden med fornyet energi. For ellers opnår instruktør Kaspar Rostrup kun momentant at indfange det troværdige indblik i en kvinde og en mands samhørighed, selvransagelse, længsel og tilbageblik, som det udmærkede manuskript af Abi Morgan lægger op til.