Speak No Evil

Manglende tunge. En særlig fødselsdefekt, der i denne formidable thriller skaber grumme billeder på at tie og fortie. At åbne munden uden at sige noget. Undertrykke det man har lyst til og brug for at sige.

Der bliver pillet psykologisk snildt i den danske hensynsbetændelse - og med satirisk bid - når instruktør Christian Tafdrup afdækker vores høflige og velopdragne manerer. Vores opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert, og hvordan vi holder facaden og den positive stemning. Men hvad sker der så, når nogen skubber til grænserne?

Først er det lidt sjovt og spændende, når ferievennerne fra Holland inviterer på weekend. I hvert fald for Bjørn (Morten Burian), der er træt af middelmådigheden, den daglige trummerum og middagsgæster, der keder ham. Så trods Louises (Sidsel Siem Koch) forbehold tager de afsted med datteren Agnes, der er på alder med værtsparrets søn Abel, drengen uden tunge. Men snart sker der foruroligende ting, når Patrick (Fedja van Huét) og Karin (Karina Smulders) udfordrer nogle helt basale grænser.

Det er små ting, der på overfladen virker passable, men efterhånden kryber ubehaget ind under huden og skaber en særdeles knugende stemning. At servere vildsvin for en vegetar, at overtræde intimsfære adskillige gange og at revse børnene, bliver vildført til at de bare gør tingene anderledes. Så gæsterne holder ud og lader værterne fuldføre deres mission. 

Tafdrups sidste film ’En frygtelig kvinde’ spiddede også parforholdet med manipulation- vs. pleaser-tendens, og denne thriller tager skridtet videre. Den er ond som østrigske Michael Hanekes ’Funny Games’ og grufuld som hollandske George Sluizers ’Spoorloos’, og overgår (næsten) begge med et slutscenarie, der er uudsletteligt brutalt og genialt, som sjældent set før. 

Egentlig er det et ret enkelt og uprætentiøst handlingsforløb - indtil den lammende frygtelige slutning - men Tafdrup opbygger eminent hver en scene og stemning, så det genkendelige og gængse bliver til nervepirrende uhygge. Ondskaben forklares ikke, men realiteten i den barbariske slutning rammer dybt som både metaforisk og fatal logik. ’Speak No Evil’ er gement godt gys, mesterligt udført.