Riefenstahl

Tyske Andres Veiel maler et fascinerende og komplekst portræt af Leni Riefenstahl i denne dybdegående og veldrejede dokumentarfilm om kvinden, der var Hitlers foretrukne fotograf og filmmager.

I 1920erne spillede Leni Riefenstahl med i og instruerede en række “bjergfilm” - en genre der glorificerede heltemod gennem historier om eventyr i de tyske alper. Hitler så disse og blev eftersigende fan. Der var vedvarende rygter, men aldrig beviser for, at han også blev hendes elsker, ikke desto mindre hyrede han hende til først at lave en kortfilm om nazifremstødet i 1933 og derefter hendes mesterlige ‘Viljens triumf’ om nazisternes kongres i Nürnberg i 1934, der sendte hendes karriere på kometfart og senere blev cementeret med ‘Olympia’ i 1938.

Efter hendes eget udsagn ville hun helst huskes for filmen ‘Das blaue Licht’ (1932). “Den var afgørende for mit liv”, siger hun i et interview engang i 1970erne. Efter krigens afslutning blev hun anklaget og beskyldt for at have lavet nazipropaganda, lige meget hvor meget hun forsøgte at benægte det med selvbedrag og iscenesættelse. “Jeg oplevede budskabet fra Nürnberg i 1934 handlede om arbejde til alle, og om fred.”

Riefenstahl benægtede ethvert kendskab til dødslejrene, men kan indirekte have forårsaget en massakre, da hun beordrede fjernelse af jødiske arbejdere, så hun kunne filme en gadescene. Og selvom hun insisterede på at de romafanger, hun brugte som statister på sin film ‘Lowlands’ (1940), alle senere blev løsladt, så romasamfundet det anderledes. "Jeg siger ikke, at sigøjnere lyver," svarer hun, "men hvem er egentlig mest tilbøjelig til at begå mened: mig eller sigøjnerne?”

Det er blot nogle af de udtalelser der er kommet frem i mængden af arkivmateriale. Boet efter Leni Riefenstahl har stillet hendes eget arkiv, samlet igennem hendes 101-årige lange liv, til rådighed og Andres Veiel har lavet et imponerende montagearbejde med gamle interviews og tv-optrædener samt endnu mere exceptionelt: Private filmklip, fotos, breve og ikke mindst lydoptagelser af blandt andet telefonopkald hun modtog fra både modstandere og medløbere.  

Det er nådesløst afslørende. Omkring hendes ægteskab med Peter Jacob, en overbevist nazist; og hendes livslange venskab med rigsminister Albert Speer. Riefenstahl har altid insisterer på, at hun aldrig var politisk. Hun var ikke medlem af nazistpartiet og hun forsvarede sig altid med, at hun var en kunstner (slave af skønhed og måske lidt naiv), der blev hyret til en opgave.

"Kunst er det modsatte af politik," forklarer hun, og fortsætter med at sige at enhver ville have gjort hvad hun gjorde dengang. "Skulle jeg have været modstandskæmper?" fnyser hun, da hun med vagtsom foragt og pludselige eksplosioner af glødende raseri, konfronterer en kritiker i et talkshow fra 1970erne. Men breve til Hitler fundet i gemmerne, tyder på et mere end almindeligt ansættelsesforhold mellem de to.

Dokumentaren fremhæver hende som en banebrydende kvindelig kunstner i en mandsdomineret branche og anerkender hendes filmiske dygtighed. Hendes poetiske øje for blandt andet at skildre den menneskelige krop og hendes enestående filmtekniske pionerånd. Hun lavede to af verdens bedste dokumentarfilm, men hendes værker var så tæt forbundet med Hitler og nazismen, at hun efter krigen aldrig var i stand til at færdiggøre flere film. Veiel er ikke anklagende, ej heller fritager han hende fra de rædsler som dukker op i sprækkerne. Beviserne fremlægges og derfra kan publikum selv drage sine konklusioner.

‘Riefenstahl’ havde premiere på filmfestivalen i Venedig sidste år, samme sted hvor Leni Riefenstahl under Mussolini-æraen selv snuppede hovedprisen i 1938 for ‘Olympia’ - hendes sublime, og måske lidt mistænkelige lovsang om OL i Berlin 1936. Det var hendes karrieres højdepunkt, hvorefter den styrtede mod afgrunden. Veiels dokumentar viser, hvordan det skete, og hvordan hun resten af livet forsøgte og mislykkedes med at redde sit omdømme. Det er uhyggeligt fængslende og mesterligt præsenteret.