Vermiglio - Landsbyen mellem bjergene

Minimalistisk, dæmpet og kontrolleret. Den vilde, imponerende natur med stort bjerglandskab indrammer og udvider på smukkeste vis denne italienske familiefortælling. Ren og flot, men også rå og nådesløs. ’Vermiglio’ har ingen formidlende omstændigheder, men den er et smukt gennemført visuelt drama af en anden verden.

Anden Verdenskrig er ved sin afslutning og den italienske bjergby Vermiglio har ikke mærket noget til grusomhederne. Før nu hvor to desertører ankommer - den ene i familie med byens skolelærer Caesar (Tommaso Ragno) og den anden sicilianeren Pietro, der reddede hans liv. De får derfor husly i familiens lade - og snart spirer en forelskelse mellem Pietro (Giuseppe De Domenico) og den ene af husets døtre Lucia (Martina Scrinzi).

Maura Delperos familieskæbnedrama folder sig langsomt og stilfuldt ud - med fokus i de simple hverdagsrutiner der synes strikse og kontrollerede, samt indimellem nådesløse. Den ofte gravide mor (Roberta Rovelli) som mister spædbørn, den strikse far der underviser børn og voksne på samme niveau, og de tre døtres fortrolighed i samme seng der brydes og snart laver rod i fremtidsplanerne. 

Romancen skildres med uskyld og fumlen, som passer formidabelt ind i det store landskab der omgiver dem, ligesom vejrets skiften på stemninger og adfærd afspejler deres forholds udvikling og den smertende, overraskende konklusion. 

Fortællingen er anakronistisk, men klicheerne i hverdagen føles raffinerede som menneskets placering i livets kunst, som rene stilleben i langsom udfoldelse. Overalt findes de smukkeste indstillinger der ligner klassiske malerier. Det er så smukt og ypperligt komponeret - som Vivaldi-musikken fra den fine grammofon, som Caesar har med i skolen så eleverne kan høre sommeren i musikken.

Med rolig prosa og asketisk æstetik skaber Delpero og hendes fotograf Mikhail Krichman et åndehul, hvor alt begynder og slutter. Man glider fuldstændig ind i detaljerigdommen, der har sit helt eget (maleriske) kunstliv. Alt er antydningens kunst, meget fint og subtilt - og når udpenslingen sker i enkelte øjeblikke føles det endnu grummere.

’Vermiglio’ er ikke en film, der viser karakterernes følelser, men snarere en film, der skaber billeder som publikum får følelser af. Ligesom når vi oplever kunst og mærker hvad det gør ved os. Ikke altid rationelt og til at forklare, men oftest uforglemmeligt. Filmen er ganske simpelt en nyklassiker - og velfortjent belønnet med Sølvløven på Venedig Film Festival, samt otte David di Donatello-priser.