Hvis ikke M5 kommer under jorden, risikerer vi et jerntæppe gennem Refshaleøen

København står over for et skelsættende valg — i helt bogstavelig forstand — med planerne om metrolinje M5.

Vi kan vælge at investere i at gøre den underjordisk, eller vi kan rejse et jerntæppe gennem Amager og Lynetteholmen.

M5 skal føres under jorden hele vejen. En højbane vil være en historisk fejltagelse, som vi kommer til at fortryde i generationer.

På kort sigt er det dyrere med en underjordisk bane, på lang sigt er det billigere.

Som en jernmur gennem byen

Ifølge Metroselskabet skal den første etape af M5 — med stationer som København H, DR Byen, Amagerbrogade S og Lergravsparken — være fuldt underjordisk indtil Prags Boulevard Øst, hvor der er planlagt en højbanestation.

De senere etaper, herunder stationerne ved Refshaleøen og Lynetteholm, kan politisk besluttes som enten underjordiske eller højbane1.

Det er netop her, at valget mellem underjordisk og højbane får afgørende betydning – ikke blot teknisk og økonomisk, men for byens sjæl, for bylivet og for, hvordan vi bruger vores fælles by.

Forestil dig en forhøjet metro, der flænger gennem byen som en jernmur. En grå betonslange på søjler, der snor sig gennem nye kvarterer, hvor børn skal vokse op, og folk skal finde hjem.

Den vil kaste skygger over parker og pladser, overdøve samtaler med sin larm og dele kvarterer op i et før og et efter. En højbane er ikke bare infrastruktur — den er en grænse. En betonmur forklædt som fremskridt.

København vokser. Byen har brug for boliger, grønne områder, skoler og steder at være sammen — ikke betonlandskaber i form af højbaneanlæg.

En højbane vil efter planen også skulle skære sig igennem lystbådehavnen ved Margretheholm.

Det kan stadig blive en tunnel

Når man bygger metro over jorden, kræver det store arealer til søjler, skærme, adgangsveje og tekniske anlæg. De arealer kunne i stedet bruges til parker, byrum og boliger.

Det burde være et simpelt regnestykke.

For selvom det ikke er en hemmelighed, at det er dyrt at bygge under jorden, er prisen for ikke at gøre det måske endnu højere.

Hvad koster det at miste sammenhængskraften i byen? Hvad koster det i færre grønne åndehuller? Hvad koster det, at næste generation arver en by, hvor man valgte den billige løsning frem for den rigtige?

Og omvendt — hvad indbringer det, at byrummene kan bruges til andre ting, som har større værdi for borgerne? Hvis vi holder byrummet over jorden frit, har vi stadig friheden til at vælge.

Det første spadestik er ikke taget, og kommunen har Folketingets ord for, at det stadig kan blive en tunnel, hvis kommunen selv anviser finansiering.

Det betyder, at ansvaret stadig er politisk. Beslutningstagerne i Københavns Kommune har stadig muligheden for at tage det langsigtede, kloge valg om at etablere en underjordisk M5 hele vejen.

Hvis vi vil have en by, der hænger sammen — fysisk, socialt og æstetisk — skal vi ikke sætte skel.

Byens nye kvarterer skal ikke starte deres liv i skyggen af beton og støj. De skal bygges på principper om grønne arealer, gode byrum og flere boliger.