Cirkusrevyen 2026

Der bliver kradset let på året, der gik, og det er sjovt uden at gøre ondt på nogen. Den traditionsfyldte revy har energi som en økologisk ko, der kommer på græs. En god blanding af gamle og nye kræfter gør årets Cirkusrevy til en virkelig underholdende aften.

Der hersker en elegant selvironi på årets revyscene. Lars Mikkelsen afbryder med sin velkendte fortællerstemme åbningsnummeret og punkterer alle opblæste forestillinger om revyen som en ligeværdig genre med anden scenekunst. Revygenren, må man forstå, er for afdankede skuespillere uden andre steder at gå hen. Det er naturligvis af samme årsag en overraskelse, at anerkendte Lars Mikkelsen har kastet sig ud i netop revygenren, og at han ligeledes akkompagneres af skuespiller Johanne Louise Schmidt, som også er debutant i årets Cirkusrevy. 

Kunsten at være morsom kræver både timing og finesse, og det må man sige, at de begge har, så hvorfor ikke prøve kræfter med kunsten at være morsom. At Lars Mikkelsen medvirker i Cirkusrevyen, når han ellers som oftest er at finde på en skærm, vidner også om Cirkusrevyens status som landets absolutte moderskib.

Han står der heldigvis ikke alene. Han er i trygt selskab med rutinerede Niels Olsen, Mads Knarreborg, Bodil Jørgensen samt førnævnte Johanne Louise Schmidt. De er alle i hopla, og dét er en fornøjelse. Niels Olsen som boomer i højtaljede bukser og lange fingre. Mads Knarreborg i hørhabit og stråhat portrætterende Morten Messerschmidt i et forsøg på at omdanne Danmark til et badehotel. Bodil Jørgensen i løse gevandter som stærkt konspirerende cougar. Johanne Louise Schmidt som lummer forstadsfrue med hang til en særligt kejtet politiker. Lars Mikkelsen som ignorant svineavler med mundharpe i staldblues.

Cirkusrevyen 2026 kradser lidt i overfladen på et år, hvor mange aktuelle emner endnu ikke er til at grine af. Så der er blandt andet fokus på klimakrisen, Grønland, Trump og DSB. Specielt første del af revyen er virkelig godt skruet sammen, og man kastes fra et fuldstændig håbløst hold af medarbejdere i DAO, der åbenbart ikke har lært om adressefelters betydning for levering af post, til et gensyn med det ikoniske reklamepar Minna og Gunnar, nu helt uden fisk i paneringen, og så bliver det altså svært for Gunnar at få en sild på krogen.

Årets absolutte favorit fra min stol var sommeliersmagningen af drikkevandsboringer med Niels Olsen og Mads Knarreborg i Lars Bisgaards og Søren Anker Madsens ’Den sidste dråbe’. Olsens mund, der snerper sig sammen ved smagen af en ufiltreret boring tæt ved en svinestald, er så enkelt sat op og rammer så præcist, at alle, der synes, den sag ikke var vigtig ved valget, alligevel må overveje om de tog fejl.

Der er mange sjove øjeblikke og stor variation i numrene. Joy-Maria Frederiksen har instrueret en revy med et naturligt flow, hvor alle er med, og ingen falder igennem. Benjamin La Cours scenografi i Cirkusrevyens relativt nye bladguldsbelagte scene fungerer utrolig godt, så det er ikke svært at komme fra svinestalden til Donald Trumps gyldne gemakker. 

Dansere og sangere er så skønne, at man næsten får sukkerchok. Deres numre fungerer ikke bare som fyld, men som små revynumre i sig selv, som i koreograf Nellie Bethel Raineys ’Kig op min ven’, hvor danserne elegant forvandler en sort/hvid tur i metroen til et farverigt indslag og som titlen afslører os, måske er det tid til at fjerne blikket for mobiltelefonen. 

Der er således meget at komme efter i årets Cirkusrevy, der både er for de publikummer, der kommer hvert år og for dem der aldrig har været i Cirkusrevyen før. Årets Cirkusrevy lader meget at glæde sig over; ja her understreges revyens fortsatte berettigelse.