Skindergade og Studiestræde er Københavns første "sommergader"
Hen over sommeren omdannes to gader i byens kerne til såkaldte 'sommergader' — men i en noget mindre udgaver end det er set i udlandet.
Mens sommervarmen rammer hovedstaden, inviteres københavnerne nu til at sænke tempoet i to af Indre Bys historiske gader.
Københavns Kommune har nemlig taget hul på et nyt forsøg, hvor udvalgte gader i Indre By midlertidigt indrettes med fokus på byliv, grønne elementer og opholdspladser.
Det sker i første omgang i Skindergade, hvor projektet allerede er indrettet og løber fra juni til august. Og senere vil det også ske i Studiestræde, som omdannes fra midten af juli til midten af oktober.
Formålet med de såkaldte 'sommergader' er at styrke bylivet i det gode vejr.
Mindre end i udlandet
Selvom konceptet er inspireret af lignende initiativer i udlandet og andre danske byer, er den københavnske udgave i første omgang relativt begrænset i sit omfang.
I Skindergade viser forandringerne sig således på en mindre stribe langs fortovet, hvor der er opstillet plantekummer og byrumsmøbler i genanvendte materialer.
Flere steder har det i de første dage vist sig, at de nye opholdsarealer i praksis bliver benyttet til cykelparkering, hvilket begrænser brugen af de indrettede siddepladser.
Derudover indebærer projektet i Skindergade hverken ændringer i bilernes fremkommelighed eller parkeringsforhold.
62 gader i Stockholm
De beherskede ændringer af gadebilledet hænger sammen med de politiske forhandlinger på Københavns Rådhus.
Konceptet for de midlertidige sommergader har været undervejs siden 2020, hvor inspirationen oprindeligt blev hentet i Stockholm, hvor man siden 2015 har lukket hele gader fuldstændigt af for biltrafik i sommermånederne.
Hvilke gader der omdannes, skifter fra år til år, og hvert forår bringer de svenske medier oversigter over, hvor turen nu er kommet til. I år drejer det sig om ikke færre end 62 gader, pladser og kajstræk, der midlertidigt omdannes til ophold og afslapning i den svenske hovedstad.
Da forslaget i sin tid blev drøftet i København, var der i første omgang tale om at teste mere omfattende bilfrie zoner i gader som Jægersborggade og Kronprinsessegade.
Dét mødte dog politisk modstand, og den nuværende model blev vedtaget på betingelse af, at fremkommeligheden for biler og antallet af parkeringspladser ikke blev reduceret. Partier som Socialdemokratiet og De Konservative støttede udelukkende projektet, fordi det holdt bil- og parkeringsforholdene skadesløse.
Mens Skindergade bevarer sin normale trafik, vil der dog ske mindre trafikændringer i Studiestræde senere på sommeren. Her bliver gaden ensrettet, og et lyskryds slukkes for at teste en enklere vigepligtsløsning.
Flere byrumsforsøg i gang
Sommergaderne er finansieret via en pulje på 6 millioner kroner over tre år, som blev afsat til midlertidige byrumsprojekter. Erfaringerne fra Skindergade skal blandt andet bruges som forberedelse til en permanent omlægning af gaden, der efter planen skal udføres fra 2028 til 2030 som en del af den overordnede plan for nye byrum i Middelalderbyen.
Det er endnu ikke besluttet, om der senere skal laves flere sommergader.
Sideløbende med projekterne i Indre By tester Københavns Kommune også forandringer af trafikken andre steder i byen.
Det gælder ikke mindst forsøget ved Vesterbro Passage, som officielt åbnede den 1. juni efter et par ugers opstilling.
Her afprøves en markant mere omfattende ændring af både gaderum og trafik end i sommergaderne — og forsøget skal på sigt bane vejen for en permanent bypark på stedet.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
