Det gode hjerte

Det kan være en stor fornøjelse at se film, der blander kendte genrer på nye og overraskende måder, men det er altså ikke i sig selv opskriften på en succes.

Og desværre er 'The Good Heart' en af de film, hvor det måske nok så interessant ud på papiret - sådan at kombinere artfilm med en indiefilms æstetik og så fortællemæssige logikker, der hører mere hjemme i både komedier og soapoperas. I praksis bliver man dog ret hurtigt irriteret.

Filmen er på en gang prætentiøs og så himmelråbende banal og usandsynlig at ethvert håb om medrivning og indlevelse slukkes. Og når karakterer pludseligt dukker umotiveret op, ud af absolut ingenting, ja, så er tålmodigheden ved at slippe op.

Det er filmskoleagtigt på den irriterende måde, og der er lang vej op til tydelige inspirationskilder som Jim Jarmush og Kaurismäki-brødrene.

Historien er potentielt set, finurlig nok. Brian Cox er den usandsynligt gnavne og ret så afdankede barejer, der på trods af et hjerte der synger på sidste vers, ikke har held med at omlægge sit liv i en mere positiv retning.

Tilfældet vil at han støder ind i den milde, generte og hjemløse Paul Dano, og da Cox ikke forventer at have langt igen bestemmer han sig for at tage Dano i en slags mesterlære, så han kan overtage baren.

Og så går tiden ellers med at observere og more sig over det umage par og deres skærmydsler, samt barens farverige mandlige klientel. Det skulle vist være pudsigt og skævt, men føles bare ret ligegyldigt i længden.

Det er ikke fordi de to hovedrolleindehavere ikke arbejder for sagen. Især Cox er underspillet, fantastisk og overbevisende som sur gammel røv, der er så anspændt at han får hjertetilfælde af at lytte til et afspændingsbånd. Men det er vist så også filmens højdepunkt.