pixel

Gør København til verdens grønneste innovationsby

Radikale Venstres gruppeformand vil gøre Danmarks hovedstad til et knudepunkt i den globale, grønne omstilling.

christiansborg københavn

Vi kan gøre København til byen, som hele verdens grønne virksomheder og iværksættere kommer til for at skabe grønne jobs, opfindelser, innovation og vækst.

Dét kræver, at vi giver det københavnske erhvervsliv de grønneste muligheder og rammer. Skal København gå forrest i den grønne omstilling og være et grønt fyrtårn for resten af verdens storbyer, så må vi som by få alle med i klimakampen. Både københavnerne og de københavnske virksomheder.

Det er altså nu, at vi skal hive de store grønne visioner frem. Derfor foreslår jeg konkret tre grønne og innovative vækstforslag: 

1. Grønt = billigt, sort = dyrt

Først og fremmest har København brug for en grøn afgiftsreform, sådan at det som københavnervirksomhed bliver billigere at være grøn og dyrere at være sort.

For i fremtidens København skal byens virksomheder betale afgifter efter, hvor meget CO2 virksomheden udleder.

Vi skal altså give byens erhvervsliv incitament til at gå grønt, fordi det skal være klart, at København skal være et grønt innovationshotspot for hele verden. Dét kræver, at vi gør det grønnere at være københavnervirksomhed, og at vi gør det økonomisk fordelagtigt at være grøn. 

2. Københavns Kommune skal købe grønt ind

Derudover skal vi for fremtiden sætte grønne klima- og miljøkrav til Københavns Kommunes indkøb, sådan at vi trækker byens erhvervsliv i en grønnere retning.

Københavns Kommune indkøber hvert år for 8,2 milliarder kroner, og det er en kæmpe økonomisk muskel som vi skal turde bruge til at trække byens erhvervsliv i en grønnere retning.

For vi skal have både københavnerne og de københavnske virksomheder med på den grønne omstilling, hvis vi skal gøre København til et grønt fyrtårn som resten af verden kan kigge til for inspiration.

Vi skal gøre det grønne til et konkurrenceparameter for byens virksomheder, når kommunen hvert år foretager milliardindkøb.

Derfor skal vi have grønne klima- og miljøkrav for kommunens indkøb og reducere CO2-udledningen forbundet med Københavns Kommunes indkøb med 70% i 2030.

3. Team Danmark for grønne iværksættere

Den grønne omstilling er vores tids allerstørste opgave, for det er fremtidens generationer det drejer sig om.

Vi skal investere i fremtidens generationer, og derfor skal vi etablere en Team Danmark-ordning for unge, grønne iværksættere, sådan at de kan drive deres grønne virksomhed samtidigt med at passe ungdomsuddannelsen — ligesom elitesportsudøvere fra Team Danmark allerede kan i dag.

Alt for mange unge iværksættere er i dag nødt til at vælge mellem at færdiggøre deres ungdomsuddannelse eller drive deres virksomhed videre.

Dét valg skal ingen tvinges ud i, og derfor skal vi i fremtidens København styrke de unge, grønne iværksættere, sådan at de både har mulighed for at drive deres grønne start-up og færdiggøre deres ungdomsuddannelse.

Dét giver grøn mening, og vi kan gøre København til verdens grønneste innovations-hotspot. Men det kræver, at vi giver plads til fremtidens grønne iværksættere.  

Den grønne omstilling har et kæmpe innovations- og vækstpotentiale, og det skal vi i København rykke på. Lad os gøre vores by til verdens førende hotspot for grønne jobs, grønt iværksætteri og innovation — opfindelse af grønne klimateknologier og bæredygtig vækst.

København kan gå forrest og vise verden vejen. Vi ved, hvad der virker, og løsningsforslagene er her. Det er kun et spørgsmål om den politiske vilje til at gå grønt.

Vær med i debatten om byen. Send indlæg på 500-1.000 ord til opinion@magasinetkbh.dk.

Emner

Mest læste

relaterede
artikler

seneste
opinion

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling