Vi må stoppe det kønsløse byggeri i København

Bevæger man sig fra det indre København og ud, rejser man i tiden gennem en fortløbende symfoni.

Fra Middelalderbyen, Frederiksstaden og Indre By kommer du til 1800-tallets åndrige, kurvede og romantistiske parker; Botanisk Have, Ørstedsparken og Østre Anlæg.

Derfra når du til brokvartererne, eksempelvis indre Vesterbro, hvor et væld af farver, mennesker og slyngplanter langs murstensvæggene — tænk på miljøet om Sønder Boulevard — fylder.

Men derfra kommer en slags a-musikalsk epoke.

Byggeriet fra 90’erne og frem vil lyde som et skrig for eftertiden! Vi står med et usædvanligt kantet, ensartet og groft formsprog alt for mange steder.

Dét gælder store dele af Sydhavn, Nordhavn, Ørestad og Kalvebod Fælled. Selv en ørken har mere ånd end eksempelvis kontor-domicilerne på den anden side af Islands Brygge.

Det nye Cabinn-hotel ligner et byggeri fra USSR-tiden, og Østerport 2 står som en sammenklappet industri-lagkage. Det er et politisk svigt, at det er sket.

Bedrøvet og apatisk arkitektur

Den rå profitdrevne logik har — i min optik — fået for frit spil.

Det billigste for en bygherre er at bruge billige sandwich-beton-elementer og trykke copy-paste på tastaturet 2.000 gange i streg. Det betaler sig isoleret set også bedst at bygge på hver en græstot — selvom lokalplanen selvfølgelig sætter begrænsninger.

De få stålbure i mange gårde i Ørestad, hvor der står en udtørret siv-art i midten, skriger mest om greenwashing. Hele denne markedslogik er grunden til, at man må skabe et effektivt politisk modtryk — til gavn for flora, fauna og mennesker.

Ellers får vi det byggeri, der føles så koldt i sjælen på os. Det er fatalt, for mennesket har en klar evne til at mærke den ånd, som et materiale er skabt i.

Vi fornemmer, som med en hånddrejet keramik-vase, om et produkt er skabt med detaljen for øje eller med storskala-produktion som mål.

Hvis alt er såre ensartet — som Niels Bohrs Tårn, hvor hvert et vindue er som det næste — fatter vi mistanke. Ja, personligt oplever jeg at blive rodløs, bedrøvet og en my apatisk, når jeg står i cement-ørkenerne — i en rå sanseberøvelse — i dele af Sydhavn.

Bohrs Tårn, Carlsberg. Fotograf:  Emilie Koefoed

Hvor er fagstemmerne?

Igennem 2 år har jeg arbejdet i en interesseorganisation i byggebranchen og iagttaget spillet mellem bygherre, arkitekter og bygningskonstruktører. Og jeg kan ikke se noget mere afgørende end, at vi i højere grad sætter arkitekterne for bordenden.

Dén stand synes at blive kørt for ofte ud på et sidespor alt for ofte.

Det er åbenlyst ikke uden grund, at vi har set bevægelsen “Arkitekturoprøret”. Vi savner i brede dele af befolkningen desperat fagstemmerne, arkitekterne, der tænker i helhedsfortællingen, det levende byrum og den sammenkoblede brug af form, lys, lyd og farvespil.

Det slående er, hvor lavt Københavns Kommune tilsyneladende har prioriteret arkitektstanden. Stadsarkitekten Camilla van Deurs har primært en meningsdannende funktion. Hun har ikke et 45-mand stort sekretariat som hendes kollega Peder Baltzer i Aalborg.

Et nyt råd for kvalitet

Mit vigtigste fremadrettede forslag går nu på at nedsætte et råd for arkitektonisk kvalitet, som følger byggeprocessen fra A-Z.

Rådet skal bestå af by- og landskabs-arkitekter, byplanlæggere, et fuldvoksent sekretariat, og gerne stadsarkitekten Camilla van Deurs i spidsen.

Rådet bør tage dialogen med en bygherre — allerede når den indledende startredegørelse, som er starten på en ny lokalplan eller et lokalplantillæg, udarbejdes.

Og i de tilfælde, hvor en vilddøv bygherre bevæger sig for langt fra ånden i lokalplanen, må vi fra politisk hold — på rådets anbefaling — holde byggetilladelsen tilbage med et såkaldt paragraf 14-forbud efter planloven.

Nedlægges paragraf 14-forbud i et mærkbart omfang over for bygherrer, vil det i sig selv have en normsættende effekt. Det vil unægteligt sætte kraft bag en indledende reprimande fra en stadsarkitekt, at hun har et råderum for magtudøvelse.

Signalet vil stå klart videre i processen; en bygherre bør i højere grad sætte arkitekten for bordenden i stedet for blindt at hyre en totalentreprenør og bagefter blot en rådgiver, der skal holde styr på, at det økonomiske tab ikke blive for stort.

Tre trin til bedre arkitektur

Det er hele denne profit-optimerende mekanisme, som vi kan skabe et modtryk til. Det kan få indflydelse på fremtidens Lynetteholmen, Jernbanebyen, de resterende områder i Carlsbergbyen, på Kløverkvarteret og Refshaleøen, som vi i øvrigt bør fremrykke udvikling af for at udvide boligmassen.

Endelig må jeg tilføje, at vi er nødt til at få en reform af selskabet By & Havn, så der bliver slækket på profit-kravene. Dermed kan selskabet i højere grad står for udlejning af grunde sammen med investorer. På den måde kan vi skabe fremtidens laboratorium for åndrig byplanlægning i eksempelvis Nordhavn. Hvor flora, fauna, mennesker og en rimelig husleje står over profit.

De tre elementer — oprettelsen af et råd for arkitektonisk kvalitet, en hyppigere brug af paragraf 14-forbuds-mekanismen og en grundlæggende reform af By & Havn — kan skabe et nybrud, hvor byggekunst vinder frem og de nøgne eksistensblokke af beton-elementer bliver fortid.

Det handler om at fortsætte dén musikalske fortælling, som København udgør. Ægte håndværk er åndsværk, men vi får ingen af delene, hvis en blind profit-logik kun driver værket.

Det er tid til at sætte en stopper for det kønsløse byggeri i København.

—

Vær med i debatten om byen. Send indlæg på 500-1.000 ord til opinion@magasinetkbh.dk.

'Ørestad Have' er på vej op i Ørestad Syd. Fotograf:  By & Havn / Dorte Mandruo Arkitekter