127 Hours

Otte Oscars, intet mindre kunne gøre det, sidste gang Danny Boyle sendte os i biffen med ‘Slumdog Millionaire’ skrevet på billetten. En overdrevet hyldest til en udmærket film, hvis I spørger mig. Forventningerne til ‘127 Hours’ har derfor også - berettiget - været hold-i-nakken fremkaldende.

Baseret på Aron Ralstons selvbiografiske ‘Between a Rock and a Hard Place’, sendes James Franco en tur ud i Utahs ødemark (et sted, der får Lars Tyndskids mark til at ligne Manhattan) som nødstedt klatrer, fanget med en arm mellem en klippe og et nedfaldende klippestykke.

Fem døgn bruger han på at tænke eksistentielle tanker, samtidig med at han bliver klar over, at der kun er én vej væk. Plotlinjen i sig selv er glimrende, og lægger op til et studie i menneskets overlevelsesinstinkt. Lyd- og billedsiden kender vi fra 'Slumdog Millionaire' - samme crew, samme æstetik. Virkelig flot og fængende.

Men der, hvor Danny Boyle taber højde, er i dybden, så at sige. Overfladen er prangende, men man føler ikke. Man observerer. Opslugt, underholdt, javist (i en enkelt scene oven i købet en smule frastødt), men jeg mærker ikke panikken, adrenalinen eller for den sags skyld bare alvoren i Aron Ralstons situation, præcis som jeg ikke gjorde det med 'Slumdog Millionaire'.

Det er skidegod underholdning, men der er på den anden side ikke rigtig andet end måske nogle popcorn, man skal ryste af sig på vej ud af salen.