pixel

Pengemaskine smidt på porten

Den "larmende" og gebyr-dyre hæveautomat, der pludselig dukkede op midt på Strøget, er endelig blevet fjernet.

atm bremerholm euronet

ATM HERE” annoncerede store typer på den fritstående, blå-gule hæveautomat, der sidste år blev stillet op lige hvor Strøget møder Bremerholm og tog sig rigtig godt betalt for sine tjenester, mens forbudsklistermærker opfordrede til at holde blokerende cykler langt væk.

Så fritstående, blå-gul og visuelt larmende i bybilledet, at Magasinet KBH stillede sig selv og derefter Københavns Kommune spørgsmålet: Må den det?

Svaret var nej, og nu er den opmærksomhedssøgende pengemaskine fra Euronet så endelig blevet fjernet fra den prominente strøg-adresse mellem cafébordene på det lille torv foran Magasin.

Efter Magasinet KBH tippede kommunen i efteråret, søgte Euronet om en såkaldt lovliggørelse af hæveautomaten, men i marts gav Københavns Kommune afslag på ansøgningen. For selvom pladsen er et privatejet areal, skal den vedligeholdes som en plads, der understøtter Bremerholms funktion som et levende byrum, og det har forvaltningen vurderet, at en stor hæveautomat ikke gør.

"Pengeautomaten skønnes at være i vejen for de aktiviteter, der tilstræbes i området, idet torvehandel kræver plads og fleksibel indretning, hvilket en fastmonteret automat ikke bidrager til," skriver kommunen blandt andet i afslaget, hvor det også slås fast at:

"Det er vores opfattelse, at pengeautomater bedst integreres i bygningsfacader og ikke er en del af byrumsinventaret."

Euronet har ifølge Magasinet KBH's oplysninger valgt ikke at klage over afgørelsen.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling