Hvorfor blev en cykelsti i Indre By skrællet op?
En dag var cykelstien på Løngangstræde pludselig forsvundet. To måneders ping-pong med Københavns Rådhus afslører en noget grumset sag.
Det er ikke alle steder i København, at kørebanen er pæn — og rar at køre på.
Løngangstræde lå dog absolut i den bedre ende: En nogenlunde jævn asfalt uden revner eller lapninger var suppleret af en pænt optegnet cykelsti i den ene side.
Men en dag var cykelstien på gaden mellem Vester Voldgade og Vandkunsten pludselig væk.
Den dobbelte spærrelinje — og de mange cykel-piktogrammer — malet på asfalten var forsvundet.
Det øverste af asfalten var simpelthen skrællet af — og efterladt var en ru og alt andet end jævn asfalt i stedet for en cykelsti.
Hvorfor dog?
Magasinet KBH tog kontakt til Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
Og hvad der først lignede en simpel sag, endte med en to måneder lang mail-udveksling og en besked om, at man — måske — vil omgøre det hele.
Første svar: Bedre uden cykelsti
Det hele startede med et af kommunens ny 'sorteringspunker' — de små metalcontainere til aflevering af fx pap, plastik og tekstil, der er blevet permanent installeret på gader over hele byen.
Sådan et 'punkt' fik også Løngangstræde, og fordi en skraldebil ikke må standse mindre end tre meter fra en dobbelt spærrelinje, var det derfor nødvendigt at fjerne cykelstien, sagde forvaltningen i sit første svar til os.
Forvirret? Det var Magasinet KBH også.
For Løngangstræde er ikke blevet smallere af, at den har fået et sorteringspunkt. De to containere er blevet sat op, hvor der før var en parkeringsplads, så intet er ændret på selve kørebanen.
Så de skraldebiler, der betjener gaden, må også tidligere have standset mindre end tre meter fra den dobbelte spærrelinje, der markerede cykelstien.
Forvaltningen tilføjede dog, at "en bred vejbane uden afmærkning giver en større fleksibilitet for cyklister i begge retninger" — og så kunne det jo lyde som om, at fjernelsen af cykelstien rent faktisk var en forbedring af gaden.
Vi bad derfor om en uddybning: Hvis fjernelse af separate cykelstier ifølge forvaltningen giver bedre forhold, hvorfor så overhovedet lave dem i første omgang?
Det ville man faktisk heller ikke, dengang man etablerede den, svarede forvaltningen.
Men politiet skal altid med på råd ved vejændringer, og politiet tolkede lovgivningen sådan, at hvis kommunen ville lave cykling mod bilernes enstretning — som der er i Løngangstræde — så var eneste mulighed at lave en cykelsti.
Så det bøjede forvaltningen sig for — dengang for mere end 10 år siden, da Løngangstræde fik cykling mod ensretningen.
Reelt ikke sorteringspunktet
Om man nu har givet bedre forhold til cyklisterne ved at fjerne gadens cykelsti igen, klinger måske lidt skævt hos nogen, men det vender vi tilbage til.
For først var argumentet med skraldebilen.
Forvaltningen svarede helt præcist: "I henhold til færdselsloven må skraldebilen ikke standse mindre end 3 meter fra en dobbelt spærrelinje. (§29.8), derfor var det nødvendigt at fjerne spærrelinjen [der markerede cykelstien, red.] for at etablere sorteringspunktet."
Men sorteringspunktet blev altså etableret på en P-plads, så hvordan har dét ændret på forholdene for skraldebiler i gaden?
Det lidt kryptiske svar lød i første omgang:
"I forbindelse med godkendelse af sorteringspunktet har vi vurderet forholdende vedr. affaldstømning. I denne vurdering indgik, at med den aktuelle placering af sorteringspunktet kan skraldebilen, der afhenter affald fra sorteringspunktet, ikke holde lovligt ved siden af spærrelinjen. Forvaltningen vurderede derfor, at spærrelinjen skulle fjernes for, at sorteringspunktet kunne godkendes."
Hvad betyder dét?
Siger man, at forholdene egentlig har været ulovlige i adskillige år for de skraldebiler der henter skrald i gaden? Men at man blev kun opmærksomme på det i forbindelse med, at der skulle opsættes et sorteringspunkt?
Vi bad forvaltningen om et klart svar — og det kom et par uger senere:
"Det er korrekt forstået, at vi i forbindelse med etableringen af sorteringspunktet blev opmærksomme på, at der kunne være en udfordring med renovationskøretøjernes mulighed for at standse lovligt i Løngangstræde."
Eller sagt lidt kortere: Ja. Det var kun fordi, man kiggede på sagen, at man blev opmærksom på, at situationen kunne være ulovlig.
Så forvaltningens første svar — at det var sorteringspunktet der nødvendiggjorde fjernelsen af cykelstien — var derfor forkert.
Slet ikke ulovligt alligevel?
Men sagen om den forsvundne cykelsti og opskrællede asfalt har flere twists.
For efter at Magasinet KBH spurgte videre ind til sagen, erkendte forvaltningen, at man faktisk slet ikke ved, om skraldebilernes standsning er ulovlig — og om det derfor overhovedet var nødvendigt at fjerne cykelstien:
"Forvaltningen kan [...] på nuværende tidspunkt ikke give et entydigt svar på spørgsmålet om lovligheden af renovationskøretøjers standsning i Løngangstræde," hed det nu.
Så forvaltningens andet tidligere svar var altså også forkert. Man ved reelt ikke, om det er lovligt for skraldebilerne at parkere ved en spærrelinje — hvadenten der er etableret sorteringspunkter eller ej.
Og hvorfor ikke? Forvaltningen svarede selv — nu mere end en måned inde i spørgsmål-svar forløbet:
"Det skyldes, at der er uenighed om, hvorvidt renovationskøretøjer er undtaget fra færdselslovens regler om standsning ved spærrelinje."
Forvaltningens og politiets opfattelse har tidligere været, at det er ulovligt. Men i byretten er der faldet en dom, der siger det modsatte: At renovationskøretøjer er undtaget fra færdelslovens regel om, at man ikke må standse mindre end tre meter fra en spærrelinje.
Og derfor er to ministerier og politiet netop nu ved at se nærmere på en afklaring af reglerne.
Men alligevel har Teknik- og Miljøforvaltningen altså valfgt at fjerne en 200 meter lang cykelsti og efterladt en opskrællet asfalt, så cykler nu skal rulle over en række ru fordbyninger — og den ellers pæne gade er i hvert fald ikke blevet pænere af øvelsen.
Frisk cykelsti på nabogaden
Næsten samtidig med, at forvaltningen erkendte, at der faktisk er uklarhed om, hvorvidt det ville være ulovligt bare at lade cykelstien være, fik sagen endnu et twist.
For kort efter at cykelstien på Løngangstræde var blevet skrællet op, lagde Teknik- og Miljøforvaltningen ny asfalt på parallelgaden Farvergade — blot 40 meter væk.
Og hvad gjorde man her? Man genetablerede den cykelsti, der — akkurat som på Løngangstræde — tillader cykling mod ensretningen.
Men hvorfor dog? Der kører vel også skraldebiler på Farvergade, der derved kommer til at standse for tæt på spærrelinjen?
Forvaltningen får lov at svare:
"Eftersom forholdene [på Farvergade, red.] kun er blevet vedligeholdt og ikke har ændret sig, er de ikke blevet myndighedsvurderet og vurderet på samme måde, som når der etableres ændringer."
Eller sagt med andre ord: Fordi man ikke så nærmere på sagen i Farvergade — men gjorde det i Løngangstræde — så endte to ellers identiske sager med diemetralt modsatte konklusioner:
I Farvergade beholdt cyklisterne deres cykelsti — nu med ny og fin asfalt.
I Løngangstræde blev cykelstien skrællet op, og den pæne og jævne asfalt blev efterladt med en overflade, der er en hel del mindre fin end før.
Vil "overveje" at lave cykelstien igen
Har forvaltningen derfor planer om i det mindste planer at lægge ny asfalt på Løngangstræde, så kørebanen igen bliver glat og pæn? ville Magasinet KBH også gerne vide.
Først lød svaret: "Forvaltningen mener ikke, at opfræsningen giver anledning til, at der på strækningen anlægges ny asfalt."
Men en lille måned senere — efter at lovligheden af skraldebilernes standsning er kommet mere i tvivl — lyder det nu:
"Forvaltningen er i dialog med Københavns Politi for at få afklaret problemstillingen. Såfremt det viser sig, at renovationsbilerne kan tømme sorteringspunktet lovligt på trods af spærrelinjen, vil forvaltningen overveje at genetablere den afmærkede cykelbane."
Man er altså tilsyneladende ikke selv helt overbevist af sit indledende argument om, at bredere vejbaner uden cykelstier giver "mere fleksibilitet" for cyklisterne.
Og da man ved at skrælle det øverste af asfalten af har lavet adskillige ujævne områder på cykelstien, skal der reelt også ny asfalt på, for at den bliver så god som før. Det er ikke nok bare at tegne striberne op igen.
Magasinet KBH holder naturligvis et øje på cykelstiens mulige genkomst på Løngangstræde — mens vi nyder cykelturen ned ad den spritnye cykelsti på Farvergade, med udsigt til Københavns Rådhus for enden.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
