pixel

Christiansborg Slotsplads får et makeover

Rigets store demonstrationsplads skal have udskiftet sin klodsede terrorsikring – og får en helt ny belægning med i købet.

christiansborg slotsplads terrorsikring

I tre år har 85 rå kampesten dannet ring om Christiansborg Slotplads for at forhindre køretøjer med ondt i sigte at komme tæt på parlamentets mure. Med cirka en meters mellemrum slipper de tonstunge, uensartede blokke af bornholmsk granit kun gående igennem, men gør ellers ikke meget godt for pladsen.

Kort
Christiansborg Slotsplads

De blev stillet op som en hurtig, midlertidig løsning, og lige siden har Folketingets administration og Københavns Kommune diskuteret, hvordan man laver en pænere og permanent områdesikring. En der løser sikkerhedsopgaven uden selv at være til gene eller direkte fare for de store menneskemængder, der periodisk samler sig på slotspladsen for at udøve deres ret til netop at forsamles og demonstrere.

Efter flere forkastede forslag, om blandt andet en vold rundt om Christiansborg, er det nu langt om længe lykkedes at finde frem til en type terrorsikring, som Borgen og bystyret er enige om er diskret, dekorativ og sikrer en åben og imødekommende slotsplads.

Som perler på en snor

Fremtidens udgave af rigets vigtigste demonstrationsplads er formet af GHB Landskabsarkitekter som en visuelt rolig plads, hvor rytterstatuen af Frederik VII, der i 1849 opgav enevælden og underskrev Grundloven, kommer til sin ret.

Den beskyttende halvcirkel af granit beholdes, men i stedet for de viltre klodser skal den bestå af lyse, matslebne kugler som perler på en snor. Den mere indbydende kugleform går igen i området, blandt andet på slotstårnets otte guldkugler rundt om spiret, og vil med en diameter på 110 centimeter stadig spærre af for det, den skal.

Perlekæden vil samtidig skabe en klar afskærmning mod trafikken, som mangler i dag, men brydes dog tre steder af automatiske stålpulleter, så for eksempel brandbiler, demo-højtalervogne og dronningens guldkaret stadig kan lukkes ind på pladsen.

Granitgulv uden turistbusser

Selve slotspladsen får udskiftet sin brostensbelægning med tilsvarende lyse granitsten, der lagt i lige rækker vinkelret ud fra Borgen skal skabe en ensartet flade og give sammenhæng med nabopladsen foran Thorvaldsens Museum. Det nuværende repos med tre trin foran slottet beholdes, men med granitfliser til erstatning for betonfliserne.

Også de gamle lygtepæle bevares men flyttes ind i en lige række langs med facaden. Værre ser det ud for i alt 10 træer på en trafikhelle og ved indkørslerne til Christiansborg, der alle fældes i det sammenhængende granitgulvs navn. Til gengæld genskabes tidligere tiders grønne linje langs vandet på modsatte fortorv, når en række nye gadetræer  plantes langs kanalen.

En let omlægning af vejbanerne rundt om pladsen betyder også, at de nuværende holdepladser til turistbusser og taxaer flyttes væk og længere ned af Slotsholmsgade.

Hele makeoveret af Christiansborg Slotsplads koster 50 mio. kroner, som kommer fra statskassen. Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg har enstemmigt sagt ja tak til Folketingets granitkugle-plan, og hvis den endelige kommunale vedtagelse som ventet følger efter sommerferien, vil anlægsarbejdet begynde om et års tid og afslutte kampestenenes klodsede besættelse af pladsen inden den løber op i fem år.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling