pixel

Plan for 120 meter højhus på Langelinie-spidsen er klar

To højhuse på den ene side, og ét på den anden — og der er allerede politisk opbakning. Forstå Langelinie-projektet her.

langelinie højhuse

I januar sjussede vi os frem til, at det kommende højhus på spidsen af Langelinie ville blive 110 meter højt.

Det var ikke helt forkert — men lidt for konservativt.

For planerne for det nye byggeri er nu blevet lagt frem, og med sine 120 meter vil det — formentlig — kommende højhus rivalisere med Pasteurs Tårn i Carlsberg Byen om at være Københavns højeste.

Projektet blev officielt fremlagt i en pressemeddelelse i går, og den fik flere medier til at konkludere, at det er overborgmester Sisse Marie Welling, der "vil have" det nye højhus.

Det er dog ikke helt præcist.

Slankt og kun boliger

Overborgmestre sætter ikke selv gang i nye byggerier. Bag det nye, markante højhus på spidsen af Langelinie står Pension Danmark, ATP og By & Havn.

Og trekløveret — der har samlet sig i konstellationen Harbour P/S — havde på forhånd sikret sig en støttende udtalelse fra overborgmesteren.

Centralt i projektet er altså det 120 meter høje "tårn", men ved siden af dét vil endnu et tårn rejse sig — omtrent halvt så højt.

De to højhuse kobles sammen af en mellembygning, der er på højde med den røde nabobygning — hvor Nationalbanken i øvrigt har til huse for tiden, mens Arne Jacobsens byggeri over for Børsen bliver hovedrenoveret.

På den måde kan man sige, at den ellers stringente bygningshøjde på 6 etager på Langeliniemolen nu føres videre helt ud til spidsen — samtidig med at der ovenpå det nye byggeri placeres to meget højere tårne.

Arkitekterne bag — Vilhelm Lauritzen og Lendager — fortæller i meddelelsen, at man har arbejdet med at lave "slanke og åbne silhuetter", så byggeriet opleves "let" og spiller sammen med byens øvrige horisont.

Indenfor skal der primært være plads til boliger — og det bliver ikke flere private lejeboliger, som ellers har domineret københavnsk nybyggeri gennem flere år.

Omkring tre fjerdedele af de 240 nye boliger vil være ejerboliger, mens resten skal være almene lejeboliger, hvor huslejen i København typisk er omkring 40% lavere end i privat udlejning.

Nederst i byggeriet skal der være plads til café, restaurant eller butik. Supermarkeder er ikke udbredte på Langelinie, og med måske 700 nye beboere ovenpå, er et lille nærsupermarked i stueetagen nok ikke helt utænkeligt.

Stadig destination

På trods af at spidsen af Langeliniekaj i mange år har henlagt som en grusplads, er den for mange et yndet udflugtsmål.

Det skyldes ikke mindst muligheden for at spise en iskage på bænken ved det lille fyrtårn, mens man skuer ud over Øresund og drømmer sig ud til de endeløse vidder — eller blot tænker over hvad man skal købe i Netto på vej hjem.

Dén mulighed kommer det store, nye byggeri ikke til at ødelægge. Tværtimod, kan man sige.

For både 'Molekiosken' og 'Fyret' overlever nemlig mødet med det nye boligbyggeri, og de vil få selskab af en ny, lille park, der får navnet Havnelunden.

Og i april kunne vi fortælle, at Københavns Kommune også arbejder med muligheden for at etablere et havnebad ved Langelinies spids.

Hvor meget træ?

I januar var det småt med de arkitektoniske detaljer for det nye byggeri — og det er det for så vidt stadig.

Men projektet fra Vilhelm Lauritzen og Lendager viser en facade med en ganske høj grad af detaljering — og med træ som et tydeligt og gennemgående element.

Det sidste er særligt interessant, for Lendager er arkitekterne bag Danmarks højeste træhus på 78 meter, der står i Aarhus, og som også er blandt verdens allerhøjeste træhuse.

Med "træhus" menes et hus, hvor selve den bærende konstruktion er lavet i træ — og ikke i beton eller stål, som det ellers er normalt.

Historien melder endnu ikke noget om, hvorvidt højhusene på Langelinie også skal konstrueres i træ, men bliver de det, vil de sætte en verdensrekord.

Verdens højeste træhus står i øjeblikket i USA og er knap 87 meter højt, men i Schweiz er man i fuld gang med at bygge et, der bliver 100 meter højt.

Og rent teknisk er det ikke umuligt at bygge endnu højere i træ. I London har man en vision om en dag at bygge et 300 meter højt 'timber tower'.

Vi følger selvfølgelig senere op på, hvordan Langelinies tårne rent faktisk skal opføres: Om træet på facaden er en del af konstruktionen eller blot en facadebeklædning.

Del af større transformation

Projektet på Langelinie er faktisk del af et større projekt, der også omfatter nyt, højt byggeri på molen lige ovre på den anden side af Oslo-bådens indsejling: Marmormolen.

Her er et projekt med navnet Lodshusene på vej. Et 80 meter højt tårn og en lavere søster skal — sammen med en lille park helt ude på spidsen — fuldende udbygningen af Marmormolen, hvor man lige ved siden af finder FN-Byen fra 2013 og DFDS's hovedkvarter fra 2022.

Selskabet bag dette projekt er præcis det samme som bag de nye højhuse på Langelinie-spidsen, og intentionen er at skabe en slags maritim 'port', hvor de høje bygninger sammen markerer indsejlingen mellem de to moler.

Det var der også planer om for snart 20 år siden, hvor amerikanske Steven Holl stod bag et projekt, hvor to højhuse på hver sin side af indsejlingen var forbundet af en svævende bro henover den.

Det blev aldrig til noget, men det gør de nye byggerier på de to moler efter alt at dømme.

Overborgmesteren har altså allerede erklæret sin støtte til projektet, da hun i meddelelsen fra i går bl.a. siger , at "det er virkelig godt, for der er i dag alt for mange, som ikke har råd til at bo i vores by, og det problem løser vi kun ved at bygge flere boliger af alle typer."

Senere på dagen erklærede også Konservative og Liberal Alliance deres støtte, så der er altså opbakning fra begge sider af salen på rådhuset.

Lokalplanen — der både indeholder byggeriet på Marmormolen og på Langelinie — ventes allerede at komme til politisk afstemning senere denne måned.

Når den er lagt frem, går vi naturligvis i flere detaljer med det nye byggeri.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Mads Kruse
Fedt med officielle illustrationer i stedet for hjemmestrikkede ai billeder :)
phe

SF, Konservative og Liberal Alliance støtter byggeriet. Så ved man godt hvad klokken er slået. Det er præcis de samme tre partier, der mest ihærdigt vil ødelægge Palads.

kimlaursenprivate
Spændende projekt. Ærgerligt der ikke kommer en skybridge

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
København
Nyuddannet arkitekt vil skabe et "pensionat for træerne" på Langelinie og langs resten af havnen. Genbrug af ældre træer er nemlig billigere og kan bevare byens større træer.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling