pixel

DAC modtog næsten 900 kroner pr. gæst i støtte i 2021

Flytning fra Christianshavn har ikke skabt ventet 'boom' i antallet af gæster. Covid har påvirket negativt i 2021, men DAC forventer kun behersket vækst i år.

blox dac københavn trafik

Knap 83 mio. kr. — eller cirka 1,6 mio. kr. om ugen.  

Så meget fik Dansk Arkitektur Center i støtte i 2021 for at kunne drive sine aktiviteter i Blox ud til Københavns Havn.

Det viser den erhvervsdrivende fonds seneste regnskab.

DACs egen-genererede indtægter beløb sig til 18 mio. kr., og dermed kunne DAC selv dække cirka 18% af sine driftsudgifter. Samlet kom man ud af 2021 med et lille minus på en halv million kroner.

De mange millioner i støtte kommer fra staten, der i 2021 har bidraget med godt 23 mio. kr., og fra Realdania som har lagt mere end 55 mio. i kassen ved Inderhavnen. I 2021 modtog man mere end 9 mio. kr. i offentlig kompensation på grund af Covid-19.

Realdanias pengetank stammer fra almindelige låntagere i Realkredit Danmark, der tidligere har oparbejdet en reservefond via de såkaldte 'bidrag' til realkreditinstituttet, der betales oveni afdrag og rente.

862 kr. / gæst

DACs vigtigste aktivitet er de udstillinger, der sættes op i Blox. Arkitekturcenteret oplyser til Magasinet KBH, at man har haft i alt 96.280 gæster til udstillingerne i 2021.

Det svarer til, at DAC har modtaget 862 kroner i støtte pr. udstillingsgæst.

Af de 96.280 var godt 15.000 børn, der kom gratis ind i følge med voksne — og indeholdt i de 96.280 er også et større antal børn, der var på besøg i forbindelse med skoleforløb. Dét tal har man dog ikke opgjort, oplyser DAC til Magasinet KBH.

DAC fortæller også, at man ikke kan oplyse, hvor mange der har betalt normal pris for at komme ind og se udstillingerne.

Besøgtallene for 2021 svarer nogenlunde til tallene for 2020.  Til sammenligning besøgte knap 900.000 mennesker i 2020 Nationalmuseets afdelinger, mens lige under 300.000 lagde vejen forbi Statens Museum for Kunst i Østre Anlæg.

Statens Museum for Kunst modtog i 2021 præcis det samme i offentlig støtte som DAC, altså 83 mio. kr. Nationalmuseet modtog godt 222 mio. kr., som fordeles ud på museets i alt 14 afdelinger, der ud over hovedafdelingen 'Prinsens Palais' også omfatter blandt andet Kronborg og Frilandsmuseet.

Styring af omkostninger

Om udsigterne til 2022 skriver DAC i regnskabet blandt andet:

"Ledelsen har [...] fuld opmærksomhed på en stram omkostningsstyring og løbende risikoafdækning. Ledelsen vil desuden alene udvikle nye aktiviteter med meget lav eller ingen risiko. Eventuelle økonomiske tab vil blive søgt afbødet gennem rettidig omkostningsreduktion."

Og man tilføjer om at forbedre sin økonomi fremadrettet:

"Der arbejdes agilt med markedsføringstiltag, der [...] skal skabe gæstetiltrækning samt aktivitets- og produktsalg for sikre egenindtjening og dermed en økonomi i balance."

Dansk Arkitekturcenter har haft den samme direktør i næsten 22 år — nemlig den nu 61-årige Kent Martinussen der satte sig i stolen i år 2000.

DAC flyttede fra sine eksisterende lokaler på Christianshavn til Blox i 2018. Kent Martinussen udtalte dengang om Blox til det britiske dagblad The Guardian:

"Det føles som New York. Nogle siger bygningen er kold, men jeg foretrækker 'cool'. Den har en Lady Gaga-vibe."

The Guardians arkitektur-anmelder tilføjede:

"Man kan på sin vis godt se, hvad han mener — hvis Gaga altså havde lagt kødkjolen fra sig og i stedet startet et konsulentfirma for finanstjenester."

Flytningen til Gaga-bygningen har i hvert fald ikke medført det opsving i antallet af besøgende, som DAC havde forudset. I forhold til 2017, hvor man stadig havde til huse på Strandgade, er besøgstallet uændret — og man genererer markant lavere indtægter og modtager 66% mere i støtte fra stat og Realdania.  

Covid-nedlukninger har påvirket besøgstallet i 2020 og 2021, men man regner ikke med flere lukninger i 2022. Alligevel forventer man et "krævende år rent gæstemæssigt" igen i 2022, og ledelsen forventer kun en "behersket stigningshastighed" i antallet af gæster.

Få adgang som plus-medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

seneste KBH+

seneste
opinion

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling