De uskyldige

At viske tavlen ren. Som en leg om ubevidst og bevidst, om (u)skyld og (u)vilje. Gennem børneøjne, men absolut i voksenhøjde, når de uskyldige får den første lære om empati og moral. For hvis nu man kan noget, gør noget - og ingen opdager det? 

Temaerne toner frem roligt og klart i de første billeder, og straks foruroligende da 9-årige Ida (Rakel Lenora Flottum) kniber sin storesøster Anna (Alva Brynsmo Ramstad) i armen, uden reaktion. Som i flere andre hverdagsscenarier opdager forældrene (Ellen Dorrit Pedersen, Morten Svartveit) intet, ligesom andre voksne forsømmer deres børn og overser deres indre liv. Igen set gennem subtile, men ulmende spejlinger af den følsomme tackling børn har i usikkerhed og frygt.

Ida og Anna får et par nye venner - Ben (Sam Ashraf) og Aisha (Mina Yasmin Bremseth Asheim) - der har særlige evner, og deres leg med det impulsive og intuitive udvikler sig heftigt og snart skræmmende. Især da en af dem bliver mere ondskabsfuld i følelsen af svigt og ulykke, også overfor de andre.

Ida bliver ængstende mere bevidst om alt det de voksne ikke ser, og Anna, der er autist, får ubevidst bevidsthed gennem hendes telepatiske samspil med Aisha. Slutscenen er nærmest magisk og antyder flere (telepatiske) følelsesmæssige fællessind i børneriget.

En af Annas favoritlege forgår på en magnetiske tegnetavle, hvor hendes vilde krudseduller skifter udtryk - og alt kan slettes lynhurtigt, så ingen opdager noget. Ren tavle, ja, men i de unge år husker, lærer og udvikler børn sig tjept. Dermed er ’De uskyldige’ endnu mere tankevækkende, og aldeles fremragende i det psykologiske dobbeltspil.

Eskil Vogts casting og instruktion af de fire børn er uforligneligt, i eminent balance mellem det direkte og det underspillede. Så jordnært og naturligt er de overnaturlige evner formidlet at fortællingen virker helt realistisk. Til den fænomenale stemning føjes lydsiden - samt nervepirrende musik af finske Pessi Levanto - hvor de voksnes udtonede stemmer og handlinger giver plads til den børneverden, der er åben for alt, godt som ondt.

’De uskyldige’ er Nordic Noir, når det er mest foruroligende. Det er ingen krimigåde, trods de grumme hændelser, men et sindsoprivende drama med thriller-elementer. I samme formidable stil som Vogts filmdebut ’Blind’ - og hans samarbejder med Joachim Trier, eksempelvis ’Thelma’ og ’Reprise’. De er stadig Norges absolutte filmelite, og snart aktuelle igen med festivalfavoritten ’Verdens værste menneske’.