Det gode liv

Det sidder fast. Fedtet på maven, lortet i toilettet og asken i urnen. For mor og datter, der i årevis har levet det gode liv internationalt, er det nu den frygtelige virkelighed; men for os uden luksusmanerer mangler der nogle kontraster fra luksusdrømmen til at fuldende forestillingen.

Middelmådigheden presser sig på fra alle hjørner af den lille stue med køkken, hvor moren har parkeret sig i sofaen med rødvin og Hemingway, og datteren krammer farens urne og trodsigt hæger sig fast i det fortidige liv i sus og dus. Men suset er forsvundet med rigdommen, og mor og datter har tæret så meget på hinanden at der kun er spy og spot tilbage.

I et miks af social satire og psykologisk familiedrama, blottes de to kvinders fordringsfulde syn på det liv, der nu afslører løgne, fortrydelser og værditab. Det nye low life er værst for datteren, som bebrejder sin mor ”at være opdraget til at arve, ikke til at tage vare på mig selv”, og Tammi Øst er formidabel til at afdække panikken og presset. Helt ypperlig er Ghita Nørby, der særdeles underspillet, men stadig spydigt og fra (sprut)leveren, formidler erkendelsen og smerten i de forspildte chancer og manglende følelser.

Dramatiker Jakob Weis og instruktør Kamilla Wargo Brekling, begge Reumert-vindere, har digtet videre på Eva Muldvads prisvindende dokumentarfilm ’The Good Life’, så mor og datter er kørt i selvsving endnu tre år. Udviklingen er bundet op på simple tilføjelser, der forstyrrer mere end de fornøjer: Manden/faren og hans urneaske.

Scenisk virker det fint at skabe en ekstra dimension ved at lade den afdøde ægtemand (Peter Oliver Hansen) tone frem som målskive for den nu 86-årige enkes frustration, men det fjerner fokus fra det fortællermæssige brændpunkt: Mor/datter-symbiosen. Endnu mere malplacerede er de ødipale antydninger i datterens kærlighedsliv. Scenerne forstærker følelsen af at ville placere skylden, men det virker mere fortættet og uafrysteligt i filmen, hvor de kun har hinanden.

Det endelig opgør – med asken og urnen – er dog fremragende, med fyldig symbolik om værdighed. Det er en af de få sekvenser udenfor den firkantede stue, og der burde have været flere fysiske udbrud til at afbalancere de verbale. Flere glimt af glæde og glimmer – enten under de seks store lysekroner på bagscenen eller med videoklip som i forestillingens start.

Det fastlåste er selvfølgelig centralt i fortællingen, men ’Det gode liv’ låser sig allermest fast i forestillingen om at de gyldne år var overfladiske – som moren udtrykker det: ”Vi var ikke lykkelige, vi var rige.” En af verdens største klicheer – som en smart efterrationalisering. Desværre også en af de replikker, der sidder fast.