pixel

Inden vi dør synger vi en sang

  • Teatret ved Sorte Hest
  • premiere 25. august 2022
  • 4.02

Inden vi dør synger vi en sang

Fakta

KABARET

25. august – 11. september 2022

Teatret ved Sorte Hest

”Hvor er alle drømmene du drømte?” spurgte Maria Stenz, da sangen ramte Dansktoppen i 1973. Næsten halvtreds år senere er det nu tid til at gøre status og følge op: Hvad blev der af alle drømmene, er de druknet i en strøm af år? Hun har fundet plads på den lille scene på førstesalen i Teatret ved Sorte Hest, sammen med skuespillerkollegerne Peter Oliver Hansen og Camilla Bendix til dette livets statusmøde.

Måske hørte 5-årige Peter Oliver sangen over radioen mens han legede i haven mellem mirabelletræerne, måske legede 2-årige Camilla hund eller papegøje og efterabede verden omkring hende. Og måske kørte sangen i baggrunden, da Olivier Antunes blev født, længe før han eller forældrene vidste han skulle være musiker – nu sidder han ved klaveret i scenens ene hjørne, og akkompagnerer mens det levede liv passerer i revy. Eller mens livet passerer i kabaret? 

For ’Inden vi dør synger vi en sang’ er en hidtil uhørt kabaret om livets granatchok - som det står i stykkets undertitel. Det er en personlig forestilling hvor ensemblet selv har forfattet manuskriptet, med brudstykker fra den danske sangskat, fra Liva Weel, PH og Kai Normann Andersen til Lukas Graham – og en enkelt afstikker til den internationale diskodronning Gloria Gaynors ’I will survive’.

For det handler meget om at overleve. De hårde episoder i livet, og hvordan det ikke er modgangen, der skal forme resten af fortællingen. At kræften, seksuelle overgreb, ensomheden og tomrummet efter alle dem der gik bort er en del af fortællingen men ikke det definerende. Humor, musik, og varme er det sukker i skeen, der gør at budskabet hverken bliver deprimerende, prædikende eller lyder som en dårlig mindfulness-session. Det er tydeligt i nærværen på scenen, at ensemblet taler ud fra egne erfaringer.

Cirka halvvejs i forestillingen finder Maria Stenz endnu en af sine egne skønne sange frem, tangoen ”Tak til livet”. Mens Maria forførende synger om nogle af alle de fantastiske ting livet har lært hende, danser Camilla Bendix en sensuel tango op ad væggen og med de mange stole, der nærmest ionescosk står spredt rundt på scenen. 

Måske henviser de underbevidst til at livet, trods alt det alvorlige og hårde, blot er en absurd tragikomisk farce? Måske er der plads til en ubuden gæst eller et potentiale af et menneske vi endnu ikke har mødt? Eller også står de der, som sorte gravmæler for dem vi savner at sidde til bords med - dem vi savner at kunne ringe til og tale med. Tale om alle de ting vi oplevede sammen, som vi helt kan komme i tvivl om hvorvidt de egentligt skete.

På vejen ned ad Mindernes alle, slås der et smut forbi Ensomhedens gade nr. 9, hvor Peter Oliver springer ud som crooner, mens han mindes de svære telefonsamtaler med en far, der var træt af livet og træt af det hele og knapt kunne sige andet and ”nåååh… men det´ jo…”, ”ja ja”, før et ”jeg vil bare sove stille ind!” og så lægger på. I et andet, mere letsindigt og meget relaterbart tilbageblik, husker han hvor let det engang var at tage strømper på, og hvordan ting der engang kunne klares i et snuptag, nu er et større projekt der kræver forberedelse og en nøje tilrettelagt koreografi.

Fra den traumatiske bagage, pakkes et minde frem fra de unge år som skuespillerspire. Et minde, hvor han som 13-årig skulle ligge på en sofa med bar overkrop hjemme hos en instruktør, og blive raget på i håbet om en rolle. Et minde der vækker genklang over scenen, ligesom det de seneste år er væltet ud af skabene med forfærdelige historier om magtmisbrug, overgreb og sexisme. 

På den måde veksler stykket imellem det dybt personlige, det relaterbart almene og det lettere politiske. Er Camilla Bendix’ fortælling om overgangsalderen, forvirringen, forglemmelserne og forfaldet en parafrase på den globale opvarmning? Uanset, beskriver hun det så smukt: ”Som en tændstik der blusser op lige før den brænder ud. Sådan er det!”

Efter en times tid, tikker metronomen. Uret tikker, og flammen er ved at brænde ud. Den lille kabaret på den lille scene har vækket store følelser, lysten til at leve og lysten til at synge endnu flere sange før vi dør. 

Mest læste

seneste
scene

Farlige forbindelser
4.02

Skuespilhuset
La Traviata-O
4.02

Operaen
I am Gold
5.04

Betty Nansen Teatret
West Side Story
4.02

Operaen
Vintersilhuetter
5.04

Riddersalen

seneste
film

The Banshees of Inisherin
4.02

Martin McDonagh
Babylon
3

Damien Chazelle
Kagefabrikken
3

Christian Lollike
Decision to Leave
5.04

Park Chan-wook
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling