pixel

Dødsangst i galop

  • Sort/Hvid
  • premiere 24. august 2019
  • 4.02

Dødsangst i galop

Fakta

DOKU-DRAMA

24. august – 14. september 2019

Sort/Hvid i samarbejde med Cheer Extreme

Et sted i skoven bag dig hører du puslen og en pind knække, du vender dig men ser intet. Solen er ved at gå ned, og måske er det på tide at gå hjem. I stedet indbydes du til ’Dødsangst i galop.’

Lyden fortsætter, nu et andet sted i skoven omkring lysningen du sidder i, og pludseligt aner du på personen overfor dig at hun har set noget i skoven bag dig. Mens du vender dig, ser du med ét en anden skikkelse i øjenkrogen, en ildevarslende klovnefigur nærmer sig, og den er ikke alene. I er omringet. Fra hvert verdenshjørne kommer en figur, udover klovnen en sortklædt kvindefigur med vædderhorn, et skelet og et tegneserieagtigt spøgelse.

I en anden sammenhæng ville oplevelsen indgyde frygt og dødsangst, men du er i trygge hænder og de fire figurer samler guldfarvede lamettapomponer op og starter en fjollet dans. ’Dødsangst i galop’ er for alvor i gang, selvom stemningen har været under opbygning længe. En halv times tid før kørte Dødsbussen, en mellemting af en partybus og Charons færge over floden Styx, fra teater Sort/Hvids lokaler i Staldgade, væk fra teatrets trygge rammer og langt ud i skoven.

Den fysiske flytning ud til dette liminale mellemrum, er en solid base for hvad der derefter udvikler sig til en samtalesalon af varieté-karakter, med døden som omdrejningspunkt. Er du bange for at dø? Hvilken sang skal der synges til din begravelse? Og hvis nogen skulle rejse en statue til minde for dig, hvordan skulle denne se ud?

Kvinden under vædderhornene, Signe Mannov ønsker teksten ”Hun var kærlig, klog og sjov” – og det er hun! Det er de alle fire, når de taler om alvorlige emner og følelser, og blotter sig og viser mennesket bag den monstrøse udklædning. Spøgelsets hvide lagen gemmer Peter Flyvholm, der fortæller om den afdøde far, frygten for at se døden i øjnene, og påminder om det fysiske der sker med kroppen efter den sidste udånding. Faktisk dør der et menneske i Danmark hver 9½ minut. Vi påmindes ved slaget af en lille klokke undervejs i stykket.

Nærdødsoplevelserne kommer også i tale, og det er rørende når Xenia Noetzelmann tager klovnemasken af og fortæller om dengang hun kom ud for en skiulykke og blev begravet i sne, og hvor overraskende let det egentligt var at finde fred i tanken om at dette øjeblik måske ville blive det sidste. Ligeledes når Anders Mossling deler historien om en stresset regnvejrsmorgen på Østerbro, hvor sønnen får en bolle i hånden og han selv glemmer at se sig for.

Undervejs er der flere grin og eftertænksomme øjeblikke end gys, og der er en kærlig og opmærksom tone. Det er lidt samme tone, som samme ensemble med en enkelt udskiftning, bød på med deres ’Opvisning i lavt selvværd.’ Vi synger sammen og holder hinanden i hænderne. Det er ret frigørende at dele erfaringer og tanker om døden der, omend den er normal, forties, tabuiseres eller bliver gjort grotesk.

Tilbage i bussen ligger et hæfte, ’Min sidste vilje’ fra Landsforeningen Liv&Død. I den kan man udfylde forskellige overvejelser man har gjort sig omkring egen død og begravelse, der forhåbentligt bliver anderledes end den afsluttende scene i skovbunden, mellem lysstofrør og plastik og et måbende publikum.

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

Romeo og Julie
4.02

Operaen
Så længe mit hjerte slår
5.04

Folketeatret
Snedronningen
3

Operaen
En skærsommernatsdrøm
6

Betty Nansen Teatret
Skatteøen
5.04

Folketeatret

seneste
film

Last Christmas
5.04

Paul Feig
Kollision
3

Mehdi Avaz
Hustlers
2.04

Lorene Scafaria
Fat Front
5.04

Louise Detlefsen, Louise Unmack Kjeldsen