Rocky!

  • CPH Stage
  • premiere 11. juni 2018
  • 4.02

Fakta

DOKU-DRAMA

CPH Stage 2018: 6. – 9. juni

Husets Teater, gæstespil af Fix & Foxy

’Rocky!’ er ikke en hverken rar eller god forestilling. Den er imponerende, vild, voldsom og den udfordrer både intellektuelt og følelsesmæssigt. 

’Rocky!’ bygger på filmen af samme navn, men er snarere en kommentar end en version af selve filmen. Forestillingens eneste skuespiller, Morten Burian, leverer en charmerende start på aftenen. Helt uden brug af teaterstemme eller karikeret kropssprog taler han til os om filmen: Om vi kender den, om vi kender titelmelodien? Snart nynner hele salen med på titelmelodien, og vi føler os velkomne, set, hørt, talt til. 

”Jeg er alt andet end Rocky,” proklamerer fortælleren snart, og det bliver afgørende for resten af fortællingen. Rocky er en klassisk taber: Ordblind, uheldigt udseende, fra trange kår, hader skolen. Fortælleren selv er skuespiller, en del af kultureliten, belæst. 

Han gennemgår handlingen i filmen med egne ord, og vi lægger snart mærke til de småracistiske undertoner. Det bliver fremhævet, at Rockys boksemodstander Apollo Creed har et ”sort, selvsikkert fjæs.” Fortælleren taler både om Rocky, men også fra ham, og det er fra Rockys karakter, at racismen tydeligt vokser frem. 

Fortællerens eget perspektiv er også vores, får vi at vide: Os, der er venstreorienterede, storbyboere, kulturinteresserede. I starten føles denne beskrivelse sand, ”ja, sådan er jeg jo,” sidder de fleste og tænker, men med tiden bliver stemplet en spændetrøje, nærmest et brændemærke. Det er nemlig os, der er de nye tabere, og den omvæltning, der sker i samfundet, hvor den gamle, veluddannede elite bliver den nye tids klodsede tabere er den, vi de næste halvanden time skal følge på scenen. 

Ideen er måske at gøre det så karikeret, at vi bliver mindet om at holde fast i vores gode værdier, selv når de bliver effektivt udfordret af en populisme som Rockys, men budskabet står ikke specielt tydeligt frem. 

Den ordblinde bokser, der mod alle odds vinder boksekampen imod den forsvarende mester, vokser sig en enorm selvtillid. Han finder fællesskab i højreradikale miljøer og tiltrækker sig national opmærksomhed. Burian fremstiller uhyggeligt troværdige følelsessnapshots af Rockys indre liv, af hans følgere og modstandere. Vi ser ikke Rocky udefra, men er i disse snapshot med ham, helt nær ved, på gaden, i kampen, inde i hovedet. Ubehaget kan høres og mærkes på rækkerne. Vi kigger væk, rykker frem og tilbage på sædet, stopper fingre i ørerne. 

Endnu mere voldsomt bliver det, når Rocky går til kamp mod et rigtigt slagtesvin, der hænger og dingler fra en krog på scenen. Men også når han fanger sine egne spytklatter med sit ansigt, tænker vi, at vi sjældent har oplevet noget lignende på en teaterscene. Det hele er veludført, stærkt, simpelthen overlegent fra Burians side. 

’Rocky!’ er måske en dødsdom over det venstreorienterede projekt, over humanismens altomklamrende forståelses- og tilgivelsesbehov. Rocky bliver tilgivet sin racisme, egoisme, sine ønsker om en monoetnisk stat, for han kan jo ikke andet. 

Men forståelsen fra det gode borgerskab knækker over med Rockys ekstremisme. ”Jeg ser Rocky’er overalt,” proklamerer en paranoid fortæller. Den venstreorienterede, belæste mand fremstår nu på alle måder hæmmet. Og snart også jaloux og voldelig. Bøtten er vendt rundt. 

Reumert-vindende Tue Bierings evne til at fremstille radikaliseringens psykologi simultant i to modsatrettede politiske miljøer er en suveræn bedrift. At vi så også selv blandes ind i miseren og tvinges til at tage stilling, kan ikke komme bag på nogen. Gråzonerne væk. Vi møder os selv skåret ind til benet – ubarmhjertigt, og uretfærdigt, reduceret til vores egen, pladderhumanistiske slags. Hvorfor finder vi os i det? Hvorfor sidder vi bare og sveder, mens lugten af frisk svinekød diskret breder sig i salen? Hvad bør vi gøre? 

Det føles som en nødvendig del af oplevelsen at stille sig selv disse spørgsmål. Selvom svarene ikke ligger lige for. Slet ikke da DF-kandidat Cheanne Nielsen pludselig dukker op til fem minutters charmeoffensiv på scenen. 

Èn ting er sikkert. ’Rocky!’ efterlader én med rigtig dårlig smag i munden. Problemet er bare, at det er meget svært at sætte fingeren på, præcis hvor forestillingen vil, at vreden bør rettes hen. En udefinerbar følelse af dårlig samvittighed hænger ved, men den føles mest som noget, man bare må ryste af, fordi man efterlades i et uløseligt paradoks. Det er ifølge forestillingens fortæller den direkte vej til handlingslammelse at være tænksom, forstående og klog. Omvendt har man selv heller ikke meget lyst til at blive som Rocky eller som den efterhånden overordentlige aggressive fortæller. 

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

5.04
Black Box Dance Company
3
Operaen
4.02
Bådteatret
4.02
Betty Nansen Teatret

seneste
film

5.04
Bradley Cooper
4.02
Vivian Qu
4.02
Lars von Trier
6
Carl Javer
close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.