Everybody Wants Some!!

Nogle gange – især hvis man har tømmermænd og føler sig lidt lækkernostalgisk – er der intet bedre end en farvestrålende og fjerlet ungdomsfilm fra 80’erne. Det kan virke så utroligt lindrende på en slidt sjæl. Efter Richard Linklaters forrige film, maratonbedriften ’Boyhood’, er der da heller ikke noget at sige til, at Linklater trængte til at instruere en film i den mere letbenede ende af skalaen. 

I ’Everybody Wants Some!!’ har han skruet tiden tilbage til Texas i 1980. Frække chicks og friske fyre drøner rundt og spiller dyre i stramme bukser, korte shorts og t-shirts med buler i. Det er alt sammen set før og det er alt sammen helt okay at se lidt på igen. Det er en tid, der tager sig godt ud på film. Og ja, stort set alle involverede i filmen – helt ned på statistniveau – er fitte og frejdige og solbrændte og unge, men eftersom handlingen finder sted på et college, og hovedpersonerne er medlemmer af universitetets baseballhold, kan det næsten forsvares.

Med kun tre dage til studiestart indkvarterer den unge Jake (Blake Jenner) sig i sit nye frat house, hvor baseballfyrene holder til. Og så er der noget med, at de ikke må drikke eller score damer for træneren, og så er der en masse lir og mandehørm, hvor de sgu da bare gør det alligevel, og så er der et fedt soundtrack med tidens rock, disco og punk. Mere behøver man egentlig ikke at vide. 

Måske er det også rigeligt, hvis det til eksempel regner og man har tømmermænd. Men eftersom Linklater selv har gjort det så meget bedre i den på mange måder sammenlignelige ’Dazed and Confused’, er det svært ikke at blive lidt skuffet. Hvor ’Dazed and Confused’ foregik i high school med alle de kvaler og modsatrettede følelser og hormonforstyrrelser, der er genkendelige for de fleste, har ’Everybody Wants Some!!’ det lille problem, at alle har det skidegodt og hygger sig. Spændingskurven er flad som en pandekage, og tilbage er kun dialogen til at sætte skub i noget. 

Så alle sejl er sat til for at skabe morsomme og skæve karakterer med unikke personligheder og en naturlig evne for lange monologer og præartikulerede livsfilosofier – til trods for at de unge knægte skal forestille at være cirka 20 år. Der prøves simpelthen for hårdt at skabe en kultfilm, og det får en lidt tarvelig bismag af selvfedme og mangel på selvdisciplin. 

Men også af hygge, bevares, og som Netflix-serie ville vi have med en fremragende og topunderholdende tv-serie at gøre. Men som spillefilm bliver det aldrig mere end et smørret grin.