Fetch!

Det siges, der er meget at lære, men kun lidt at sige. Det er ganske sandt når det gælder om at finde ind til urinstinkter, rene sanser og det basale potentiale. Helt basis, hvor der kun mærkes og føles, ikke tænkes. 

Trenden har aldrig været stærkere, og der findes utallige fællesskaber, som fra vidt forskellige vinkler og på alverdens måder udvikler mennesket gennem fokus på de mest basale instinkter og længsler. Mandegrupper, tantra, outdoor udfordringer, fuldmåneceremonier, køn- og sexpositive retreats er bare nogle af eksemplerne på voksne legepladser, der kan danne mere eller mindre hemmelige selskaber af særegne ritualer og ekstreme udfordringer.

Sådan føles Livingstones Kabinets nyeste forestilling ’Fetch!’ - som at blive kastet ind i en af de hemmelige loger, hvor denne times ritualer handler om at finde sin indre hund frem. I særdeleshed dem, der følger regelsættet: sit - stay - fetch - let go - be good. 

De gør det fremragende - Jan Vesala, Taneli Törma og Antoinette Helbing - når de lukker sig ind og ud af tremmebure, kravler rundt i et toiletpapirhelvede, viser skam og glæde, navigerer med skærm om hovedet og danser med grene. Hunden er legesyg, men mest af alt en pleaser.

Udtrykket havde været mere markant hvis de tre performere kun havde brugt deres kropssprog, men det er minimalt hvad de siger. Mestensdels kommer lydene fra det lille orkester - også i tremmebur - med tvillingerne Nicole og Pauline Hogstrand på henholdsvis cello og bratsch, samt Pete Livingstone på keyboard og nogle få tekster plus vekslende vuf-vov-bjæf. 

Det er en spøjs og syret oplevelse, hvor alting spiller perfekt og fornøjeligt, men meningen med setup’et rammer ikke så meget videre tankeværk. Det er et lille indblik i udforskningen af basale instinkter og længsler. For bare fordi man drømmer om at være en hund, er det jo ikke ensbetydende med at man vil leve et helt hundeliv. 

Afslutningens giv-det-videre koncept er udmærket, og vi har nok alle små sære drømme, som kan betyde et eller andet, der bør udleves eller udforskes. Nogle er måske bedst bevaret som fantasier, andre er gode at få udlevet - mere med krop end med ord. Så er det bare hvordan man kender forskel.

’Fetch!’ underholder og prikker blidt til publikum med små absurditeter, der er åben for fortolkning - om man føler morskab, irritation, omsorg, provokation eller andet. Lev og lær, mærk og føl. Personligt har jeg ikke så meget at sige. Vuf.