pixel

Quiet

  • Dansehallerne
  • 4.02

Fakta

DOKU-MUSIKDRAMA
23. februar - 12. marts 2016

Dansehallerne, gæsterspil af Livingstones Kabinet

Foto: Bjarne Stæhr

Allerede ved beskrivelsen af forestillingen 'Quiet' kan det mærkes, at her er en forestilling, der har noget vigtigt at sige. På en twistet måde. Budskabet er i kategori med den slags vigtige ting, som man ikke hører i 'Nyhederne', men fra en god ven eller en livsklog mand på en bænk i en park.

'Quiet' vil gerne sige noget vigtigt om samfundet, men den vil også sige noget vigtigt til os hver især. Eksistentialistiske temaer om introversion, ekstroversion, social fobi og jagten på stilhed tages op og behandles på en meget genkendelig og samtidig uforklarlig måde.

Hvorfor lægger vi som samfund mere værdi i handling end eftertænksomhed? Hvad betyder det, når vi bliver tudet ørene fulde af, at vi må tage ansvar og gøre noget; at vi ikke bare kan lade stå til?

Pete Livingstone, der har komponeret forestillingens musik og bærer teaterets navn, fungerer som en slags nørdet kapelmester med to mindst ligeså nørdede assistenter spillet af Johannes Lilleøre og Mads Riisom. De tre udgør et umage trekløver, der guider os igennem forestillingens forløb. Af og til tipper udtrykket lidt for meget i retning af Ørkenens Sønner eller Linie 3 for min smag, men målt på latteren i salen, er det ikke alle på rækkerne, der har det sådan.

Det virkelig smukke sker cirka et kvarter inde i forestillingen, hvor ni ekstra medvirkende pludseligt dukker op. Med en overmenneskelig aura tager de sig ud i en ganske menneskelig form. Med åbne ansigter og bedagede 60'er-style outfits dukker de op i små vinduer og indtager derfra scenen som en stærk mængde af alt det, der ikke kan sættes ord på. Et stille, ekspressivt kor med bleg-orange læbestift og uldvest. Fantastisk.

Nina Kareis har skabt en forestilling, der, trods et komplet fravær af handling i klassisk forstand, hele tiden holder os fanget. Scenerne går hånd i hånd i en meningsfuld sammenhæng, som bæres af billederne, stemningerne, karaktererne og temaerne. Og vurderet ud fra oplevelser med tidens mange andre tema-bårne forestillinger, er det faktisk noget af en bedrift.

Hvis man har set andre af Livingstones Kabinets forestillinger, ved man, at timingen sidder lige i skabet. Bevægelserne er koreograferet til mindste detalje, og her bliver det tydeligt, at vi i 'Quiet' har at gøre med et lidt mere utrænet ensemble, hvor synkroniteten af og til skrider en smule. Hvad der tabes i præcision, vindes dog hjem i det nærvær og den alvor, de unge medvirkende giver forestillingen.

Overvejer du en tur i Dansehallerne for at se 'Quiet', kan du forvente en aften med solid underholdning. For eksempel en befriende skildring om ”min mor som balløve”, Lars Løkke i absurd lydloop og to mennesker, der taler i kor, så du ikke tror dine egne øjne.

Og så kan du forvente masser af stilhed og larm i kontrastfylde opsætninger, som du ikke havde kunnet tænke dig til, og ikke mindst en masse smukke, unge mennesker, der forærer dig danse og sange og bevægelser, som du kan forsvinde helt ind i. Der kan du være dig selv i en mærkelig fantasistrøm lidt. Inden du igen skal ud i verden og være udadvendt og rationel.

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

seneste
film

Little Joe
4.02

Jessica Hausner
Undtagelsen
5.04

Jesper W. Nielsen
Sangklubben
3

Peter Cattaneo
The Kindness of Strangers
4.02

Lone Scherfig