Random

’Random’ er, som titlen afslører, en musikperformance om livets tilfældighed. Det er skide svært at lave en planlagt teaterforestilling, der skal portrættere tilfældighed. Men det formår holdet her, med Pete Livingstone i spidsen, faktisk at gøre.

Forestillingen åbner med en gammeldags spillemaskine alene på scenen. Der står hun og blinker og taler til os med digital stemme. Der er hende, og hendes tilfældige udfald af kombinationer på displayet, der styrer det hele, siger hun. Billedet er pudsigt og dragende, og det samme kan man sige om resten af forestillingen. 

Går du ind for at se ’Random’, kan du regne med godt halvanden time i et syret univers i en stilart, bedst beskrevet som forlæns-baglæns fra Bamse og Kylling møder musical, møder intellektuel absurditet. Moralen er ganske simpelt, at der er mere kaos i verden, end vi tror. Og at vi skal huske at sætte pris på det! 

En vidunderlig sang om frekvensbølger (som man kender dem fra skærme på hospitaler over hjerteslag) lægger ud med at hylde de pæne, regulære bølgegange, mens de ”messy, ugly waves” hænges ud. Men det viser sig, at de grimme bølger er helt almindelige hjernebølger, hvor de harmoniske bølger aftegner et epileptisk anfald. Salen griner. 

Det er svært at overraske et publikum, der forventer kaos og uforudsigelighed. Men det formår iscenesætter Nina Kareis og performerne rent faktisk. Måske fordi stilen er musikalsk, underfundig og underspillet. Pludselig kommer vi fra vildskab til en stille hyldestdans til… et æg. Det virker. Petter Wadsten står for den minimalistiske æggedans i et fantastisk Twin Peaks-agtigt udtryk, som bringer stille latter frem på rækkerne. Det er skørt. Og sjovt. 

Nogle gange skinner planlægningen for meget igennem, og den spinkle røde tråd i form af gentagne fraser, tematikker og rekvisitter bliver af og til lidt forceret. Kaosset bliver lidt for planlagt. Har man andre af Livingstones Kabinets skønne, store forestillinger i baghovedet, kunne man savne endnu flere performere på scenen i netop en forestilling som ’Random’. Scenografien mangler også lige det sidste for at danne et samlet univers. 

Men for de vanvittige øjeblikke, skørheden og friheden, er forestillingen hele billetten værd. Hvem formår at lave en scene med rystende mavedeller og tøj taget på de forkerte lemmer uden at ende i ren børnehave? Det gør Livingstones Kabinet. 

Der står de med bukser på hovedet og t-shirts på benene og ryster i krampagtig utakt, ligesom ”the messy ugly brain wave”. Fem mennesker, hastigt op og ned med koncentrerede ansigter som elever til en gymnastikopvisning, der bare ikke kan finde takten – nogen af dem. Det er ganske uudholdeligt at se på – og samtidigt helt vildt sjovt. 

’Random’ er en pisseirriterende, gakket og kærkommen forstyrrelse af systemet.