Hugo

’Hugo’ er en gådefuld historie, der i sin form og indhold hylder filmmediet og en af dets store pionerer Georges Méliés. Filmen er en visuel fornøjelse, men det narrative aspekt halter noget. Eventyret er mindre end forventet.

Martin Scorsese er mest kendt for spændingspakkede actiondramaer, hvor der kæles visuelt for voldsomheder i en gribende dramaturgi. Han har denne gang skiftet det hårde amerikanske miljø ud med et romantisk og magisk Paris, der kalder på børn og fantasifulde sjæle.

På en charmerende parisisk banegård i 1931 passer forældreløse, ensomme 12-årige Hugo (Asa Butterfield) stationens ure. Et håndværk, han har lært fra sin afdøde far (Jude Law) – et sagn, der fylder den lille drengs tanker.

Hugos kæreste eje er en mekanisk mand, som faren var ved at reparere, lige inden sin død. Små dele må stjæles fra banegårdens legetøjsbutik, for at Hugo kan afslutte farens værk. Hugo bliver venner med indehaverens gudbarn Isabella (Chloë Grace Moretz) og sammen finder de ud af hemmeligheder, der bringer Hugo tættere på sin afdøde far og Isabellas gudfar (Ben Kingsley).

Gamle klassiske filmvirkemidler møder 3D-effektens sanselige bombardement og skaber flotte visuelle perspektiver, der næsten giver en ekspressionistisk overdimensionering i billederne, når banegårdens maskineri ses i forhold til drengen.

Både børn og voksne leverer solidt skuespil, især Sacha Baron Cohen som den bøse stationsinspektør, der inderst inde har et blødt hjerte.

En visuel oplevelse og bestemt en seværdig film for børn, filmfanatikere og folk der elsker magiske universer. Handlingens tema om at fikse ikke kun en robot, men også et menneske, som er gået i stykker, er fint.

Men filmen har potentiale til mere, og skulle med så stærkt et maskineri bag sig gerne kunne levere en lidt mere vedkommende fortælling.