ID:A - Identitet Anonym

En god thriller har altid nogle faste elementer; flugt, paranoia, vold og twists. I midten en person med noget at miste, ikke mindst livet.

Hvordan det hele røres sammen så det bliver spændende, kræver i virkeligheden mere håndværk end et enestående talent. Det kræver rytmesans.

Christian E. Christiansen har tidligere vist, at han både kan være en dygtig ener med sin egen stemme (’Råzone') og en samvittighedsfuld studiemusiker, der spiller efter Hollywoods pibe, uanset hvad han selv synes om melodien (teenage-thrilleren ’The Roommate’).

I ’ID:A’ viser han sit eminente håndværk, der dog sandsynligvis vil gøre en erfaren thriller-afficionado lidt vemodig over at han ikke helt har formået at skabe den film, han kunne have gjort.

Præmissen er klassisk og ganske effektiv. En yngre kvinde (Tuva Novotny) vågner forslået med hukommelsestab ved en flod i Sydfrankrig. Hun kender hverken sin historie eller sit eget navn. Hun har ingen papirer på sig, blot en enorm vadsæk fyldt med penge, og to skumle mænd, der er efter hende. Mens hun langsomt afdækker sin identitet, der fører hende til Danmark, danser hun tættere og tættere på afgrunden. Sandheden kan slå hende ihjel.

Det er et elementært spændende set-up, der kræver en fast og kyndig hånd. Derfor er det ikke en skam at være en god håndværker, heller ikke som filmskaber.

Filmen er da også, i det store hele, glimrende underholdning. I flugtsekvenserne, i filmens overraskelser og i Tuva Novotnys ofte nervedirrende spil, er ’ID:A’ på omgangshøjde med ’Bourne Identity’ og andre genreklassikere.

Det er derfor skuffende, at mange af de københavnske scener føles som taget ud af et dyrt, men halvdårligt dansk drama, hvor folk ikke helt har vidst, hvilken genre de spillede i. Folkekomedie, firserdetektivserie, kærlighedsdrama eller noget helt fjerde.

Alt for meget snak. Og det er spildte, gode kræfter, når man ikke formår at strømline indsatser fra dygtige folk som en nederdrægtig Flemming Enevold og Jens Jørn Spottag til et samlet og stramt hele. Der swinger filmen ikke helt.

Det kunne så endda gå an, hvis ikke Tuva Novotny selv virkede i tvivl om sin figur i ny og næ. Tager hun en dækidentitet, fordi hun reelt ikke ved, hvem hun er – eller er der et motiv? Spørgsmålet er, om holdet i filmen først har besluttet sig undervejs.

Det er hendes tragiske og sønderbankede figur i filmens sidste hæsblæsende del, der er mest helstøbt. Der, når karaktererne går linen ud, bliver filmen for alvor spændende og ægte. Og rammer den rigtige rytme, så man sidder på det yderste af sædet.