Jazz, Love & Henderson

Jeg har en gammel drøm om at synge jazz. At tage plads i den kæmpe sal, oplyst af små bordlamper, og lade Caroline Hendersons udødelige stemme brede sig ud som et kraftfuldt ocean af et tæppe, er næsten for meget af det gode.

Kvinden har besluttet at berette om sit liv. Fra Stockholm til Paris til New York til København følger vi hendes tilblivelse og opvækst. Ikke den mest oprivende målsætning, men dog en historie der både indeholder kærligheden, lysten, døden og sorgens farver.

Historien bliver bragt til live gennem fem vidunderlige dansere der med stor præcision og en indarbejdet skødesløshed giver os sex, vold og fest. Med fantasifulde kostumer og komiske koreografier leverer de Carolines liv i billeder. Tre hvide x Josephine Baker prøver anstrengt at få de svenske mænd til at gribe fat i deres bananskørter mens et herligt nobelt liveband farver sangerindens minder op.

Forestillingen er skønhed. Jeg lader tårerne løbe til udfoldelsen af liv på scenen. Mødet med kærligheden, og afskeden med samme. Lys og lyd og en stemme der står støt og stærkt, selv når den bliver trukket rundt på stilletter.

Historien er dog så som så, og da Fru Henderson udbryder, at hun er udvandret til Danmark for at blive, og salen uopfordret bryder ud i klapsalver, dukker banalitetens ansigt frem bag bagtæppet. Denne pointe er næppe tiltænkt, men en anden og større savnes måske.

Livet er smukt. Det er Caroline Hendersons beretning så sandeligt også, og min trang til at synge er ikke blevet mindre.