Jernladyen

Thatcher-filmen er formidabel formidling med en mageløs Meryl Streep.

Vi møder én af Englands store politiske skikkelser de seneste 50 år. Fuldstændig svækket og hæmmet af demens. Det er noget af et greb instruktør Phyllida Llyod (kvinden bag den kummerlige ’Mamma Mia!’) har taget på Fru Thatcher. Men det virker foruroligende godt.

Det er igennem den demente kvindes øjne, vi oplever hendes ungdom, hendes kamp for en politisk fremtrædende og verdensændrede stilling, hendes ægteskab med forretningsmanden Denis Thatcher (spillet fornemt af Jim Broadbent) og ikke mindst hendes svigt af ham og deres to børn.

Thatcher render rundt og diskuterer, joker og græder med sin afdøde mand, som hun forsøger at forstå ikke er der mere. Det fungerer, fordi den demente kvindes liv er en stor samling af brudstykker og sådan bliver filmen også. Vi ser de store politiske sejre, de klare nederlag og vi ser mennesket bag. ’Jernladyen’ er ikke nogen hyldest. Langt fra. Men den er heller ingen kritik. Den er en fremstilling af et menneske, alle engang havde en holdning til og som i dag stadig bliver filmet, når hun bevæger sig ud fra sit hus. Et mærkværdigt nationalklenodie.

’Jernladyen’ vil fortælle en historie, der ikke bare er historisk dokumenterende, men derimod fortolkende, gribende og frem for alt tro mod sine personer og historie fra første til sidste sekund. Det gør filmen med flotte billeder, finurlige skuespillere og frem for alt en hovedperson, der er så utroligt formidlet at de små hår dirrer på armene undervejs.

For det er den amerikanskfødte Meryl Streep, der på formfuldendt Thatcher-engelsk fortolker den konservative politikerdronning fra 80’erne, som er filmens største oplevelse. Ingen kan være i tvivl om, at Meryl Streep har leveret mange uforglemmelige præstationer i årenes løb. ’Jernladyen’ er hendes bedste til dato.