pixel

København er et maskulint erobringstogt, hvor de tævede kvinder betaler regningen

Hop ud af metropsykosen for en stund, skriver kandidat til Borgerrepræsentationen. Vi har solgt København til glubske investorer på grund af den.

metro kristoffer trolle

København er blevet elitens projekt.

Et maskulint erobringstogt. Begærets hovedstad. Et knæfald for kapitalismen. Og det hele er foranstaltet af et rødt flertal.

Fra Cæsar til Frank Jensen har mænd altid villet dominere verdenskortet. Den rejsende, globale elite har nu vundet i et skamløst forlystelsestogt over den hjemløse, de tævede børn og de misbrugte kvinder.

Der er behov for et paradigmeskifte. Vi skal væk fra trickle down economics-tankegangen, som har styret København, siden min generation kom til i 90’erne.

Vi skal væk fra ideen om, at så længe vi tiltrækker kapitalfonde, mænd med fyldte pengepunge og turisteliten fra Shanghai, så drypper der guld på de hjemløse.

Lad mig komme med et eksempel: På Amager Ressourcecenter kan eliten stå på ski for 2.495 kroner per år på vores brændende affald. Denne Keopspyramide er bygget af løndumpede polske slaver. Pyramiden er så stor, at vi ikke engang har affald nok til Bjarke Ingels’ testosteron-idé. Men grunden, lånene og kræfterne kunne være brugt på omsorg: almene boliger til psykisk syge eller kollegier i stedet.

Hop ud af psykosen

Nye elitære drengerøvsprojekter — hvad enten det er racerbilløb i København K, spabadsfantasier om vandkulturhuse på Papirøen eller Dubai-øer a la Lynetteholmen — må nedprioriteres fremover.

I hvert fald så længe, at sosu-assistenten bliver drevet ud af byen, fordi der ingen billige boliger er, hjemløse må vralte rundt på gaderne, kvinder, der er tæsket gule og blå, ikke kan få en seng på et krisecenter, og børn græder uden trøst i overfyldte opbevaringsinstitutioner.

Man har siden 90’erne med fuld testosteronkraft tilgodeset den rejsende, globale elite. Og den trend må stoppe.

Socialdemokraten Jens Kramer, også kaldet metroens mand, blev Københavns overborgmester i 1989. Han rejste i Californien, Canada og Frankrig og havde, ifølge Kristeligt Dagblad, en »drenget« fascination af metroen. »Metroen er ikke 1. division. Den er superligaen«, sagde han.

Men hop lige ud af metropsykosen for en stund, siger jeg. Metroens billetpriser er elitært høje. Og metrorejsen skal ifølge undersøgelser være ganske lang, før du sparer tid sammenlignet med letbane i gå-plan, for du skal ned i dybet med metroen.

Ved Marmorkirken skal du nærmest tage rulletrapperne ned til helvedets kerne som i Dantes komedie.

Og der er en social slagside: Vi har solgt København til glubske investorer for at høvle en skamløst høj metrogæld af.

Kejser Tiberius i KBH

Jeg er den generation, der nærmest har networket tøjet af mig selv for en bolig. Jeg vil altid føle, at boligmarkedet i København er en datingportal for de superrige.

Det rager mig personligt en vissen høstblomst, hvad eliten i Beijing læser i propagandistiske rejsepamfletter om Ørestad, skibakker på affaldsbjerge eller metroen. For nylig tog jeg metroen til en gold og kold ørken i Ørestad, hvor et boligbyggeri skyder op på en tidligere bid af Amager Fælled. Den regnfyldte blæst, som altid kaldes frem i bunden af højhuse, kradsede mod min hud som lussinger uden forvarsel. Jeg stod der i tre timer og havnede alligevel i bunden af en venteliste.

Fra bjerget på Amager Fælled kan jeg glo på den globale elites paradisøer: private grunde i Ørestad, Carlsberg Byen, Nordhavn og fremtidens Lynetteholmen — vores nye Dubai, hvor eliten kan samle sig i 2070 med en voldgrav mod de hjemløse i centrum.

Det minder mig om kejser Tiberius, der boltrede sig i alkohol og forlystelser på en afsondret ø, mens der var social uro og bål i gaderne i Rom.

København har solgt sin sjæl til pengesnyltere i fåreklæder og CSR-profiler. De private bygherrer skal tilfredsstille aktionærerne og kapitalfondene, flere af dem med skattebase i Stillehavet. Så de bygger til manden med attachémappen, Georgio Armani-parfumen og læderskoene.

I det nyopførte Bohrs Tårn i Carlsberg Byen koster den billigste lejlighed 6.995.000 kr. De kan ikke engang sælges! Hvordan kan vi forsvare denne rigmandsghetto, når vi ser hjemløse på gaden, hvis de da ikke er romaer og er jagtet væk som byttedyr på prærien?

3.100 af de private boliger er endda slet ikke beboet året rundt, men ejes ofte blot af rige udlændinge.

Og for at toppe absurditeten: København solgte 19.000 billige lejelejligheder fra til private i 1990’erne.

Tænk, hvis vi havde dyrket ydmygheden og valgt en letbane som i Göteborg (en by på størrelse med København) eller busbaner i solo-spor og samtidig fået bilerne lukket ude med en betalingsring.

Så havde vi ikke haft behov for denne langvarige lagenfest med kapitalismen. Men nej! Den såkaldt røde borgmester Jens Kramer havde en drenget fantasi om Jordens mest moderne metro, de pengestærke familier og udlandets misundelse.

Du bliver rig, når du giver

Boligerne er én sag. Men selv når vi huser eliten i fyrstelige omgivelser, sparer vi på velfærden, så vi kan give velvære til den rejsende, globale elite, der bagefter kan sole sig i udlandets misundelse.

Tag Tour de France-projektet til over 150 millioner offentlige kroner. Eller vandkulturhuset på Papirøen til 360 millioner kroner. Eller hvad med de over 50 millioner kroner, som København har brugt på såkaldte key account managers, der skal markedsføre Københavns fortræffeligheder og bejle til erhvervslederne, nærmest før de lander i Kastrup.

Eller den skamfulde afskaffelse af byggesagsgebyret, så villaejerne nu kan bygge udestue gratis, mens det kostede København 181 millioner kroner i tabte indtægter.

Glem heller ikke Eurovision i København til over 300 millioner kroner. Alt sammen Frank Jensens prestigeprojekter.

For dette samlede milliardbeløb havde jeg hyret en hær af pædagoger, sundhedsplejersker og socialrådgivere til at rive elitens projekter ned! Og bagefter havde jeg lavet en Marshallplan for børnene i 0-3-årsalderen.

Investeringer på småbørnsområdet giver ifølge den amerikanske økonom og nobelprisvinder James Heckman op imod 13 procent årligt afkast for det offentlige om året. Og den moralske bundlinje er, at vi kan stoppe den sociale katastrofe, som København er. Men det kræver, at vi tør sige nej til drengerøvsfantasier for eliten.

Lad mig slutte af med en opsummerende bøn:

København. Du er den fortabte søn. Du har skærmet dit hjerte med tonede bankruder mod dine egne brødre og søstre. Du er i sjælen sanseløst fordrukken i interessentselskaber i udlandet. Vend hjem igen! Skab derpå et Wonderful Copenhagen for dem uden hus og varme. Du bliver rig, når du giver. Hvis det er til dem, der mangler.

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.

 

På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.

Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer i dag adgang til langt størstedelen vores indhold.

Den artikel du lige har læst, var der gratis adgang til, men langt de fleste skal man være medlem for at læse.

Den gode nyhed er, at medlemskaber starter ved blot 29 kroner om måneden.

Bliv medlem

PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.

Mest læste

relaterede
artikler

seneste
opinion

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling